Tag på sportsskole i Silkeborg for børn og unge med handicap
30. april 2018

Tag på sportsskole i Silkeborg for børn og unge med handicap

Silkeborg Sportsskole er for alle børn til og med 16 år med et fysisk eller psykisk handicap.

Silkeborgs første sportsskole for handicappede er en realitet, og du er inviteret - sammen med din hjælper -  til en festlig, lærerig og ikke mindst social sportsskole, hvor der er plads til alle. Sportsskolen  afholdes mandag til torsdag i uge 31 i Jysk Arena, Ansvej 114, 8600 Silkeborg.

Hvem kan deltage:

Alle børn op til og med 16 år med et fysisk eller psykisk handicap er velkomne. Her er plads til alle!

Sportsgrenene:

Der vil være forskellige sportsgrene, som du kan deltage i. Du vælger, hvilke der kan være interessante for dig, og derudover vil der være små hyggelige sociale aktiviteter om eftermiddagen. Prøv for eksempel e-sport, racerunning, kørestolsrugby m.m. – alt afhængig af hvor mange der tilmelder sig de enkelte sportsgrene.

Deltagerne mødes omklædte i idrætstøj. Der er omklædningsrum i hallen, men du kan også møde omklædt hjemmefra.

Hvad koster det?

Tilbuddet koster 75 kroner pr. deltager – din hjælper er gratis, og du vil den første dag få udleveret en t-shirt med logo, drikkedunk og en sportstaske. Der vil dagligt blive serveret en sund frokost, vand og juice, og der vil være frugt om eftermiddagen til alle.

Ugen slutter med opvisninger af alle idrætterne og diplomoverrækkelse. Her er din familie velkommen til at overvære det – det bliver stort!

Sidste frist for tilmelding er den 25. juni 2018. Derefter sendes ugeplan for sportsskolen direkte til dig.

Vil du tilmelde dig - eller har du spørgsmål - så kontakt:

Sportsskoleleder Caspar Vestergaard - telefon 2062 8199 / mail: casparvestergaard@gmail.com

Sidst opdateret:
Gå til top Top