Podcast om at være afhængig af andre
17. november 2022

Podcast om at være afhængig af andre

Fjerde og foreløbig sidste afsnit i CP Danmarks podcastserie ’En helt særlig familie’ blev udsendt torsdag den 17. november. Afsnittet hedder: Når man er afhængig af andre.

I afsnittet kan du høre de to podcastværter, Sigrid Stilling Netteberg og Julie Brahe Hansen, fortælle om nogle af de dilemmaer, der kan opstå i livet som mor, når dét at være afhængig af praktisk og personlig hjælp er et vilkår i hverdagen.

Hvordan lærer man sit barn at bede om hjælp fra andre, uden at opleve det som en ydmygelse?

For Julie Brahe Hansen, der er mor til August, som har cerebral parese (CP), har det været en hårfin balance at have en søn med et behov for selvstændighed som alle andre, samtidig med at måtte lære at håndtere afhængigheden af hjælp til praktiske gøremål i hverdagen.

For Sigrid Stilling Netteberg, der selv har CP - og er mor til Erna, har det ligeledes været en læringsproces at være afhængig af at modtage hjælp, fordi oplevelsen af afhængighed giver anledning til en masse eksistentielle overvejelser om, hvordan man sætter grænser og bevarer sin integritet og selvstændighed.

Hør alle fire afsnit

Det første afsnit: Mor, elsker nu nogen mere end mig? blev udgivet den 27. oktober. Afsnit 2 blev udgivet den 3. november og har titlen: Når man møder sorg og skam. Afsnit 3 har overskriften: Parforhold, forældre-sex og det praktiske lort - og blev udgivet den 10. november.

Du kan lytte med her på alle fire afsnit fra CP Danmarks hjemmeside:

Afsnittene findes også på Spotify, Apple Podcast og Google Podcast

 

En helt særlig familie er produceret af Jacob Nossell fra Nossell & Co - i samarbejde med CP Danmark.

 

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top