Hver tredje kvinde med CP screenes ikke for brystkræft
23. marts 2022

Hver tredje kvinde med CP screenes ikke for brystkræft

Alarmerende rapport fra SIF: Kvinder med cerebral parese (CP) screenes meget mindre for brystkræft end andre kvinder. Helt galt ser det ud for kvinder med CP, der sidder i kørestol, hvor 75 procent ikke bliver screenet.

Brystkræft er den hyppigst forekommende kræftform og den næst hyppigste årsag til død på grund af kræft blandt kvinder i Danmark. Derfor har vi siden 2007 haft et nationalt screeningsprogram til at forebygge brystkræft. Det indebærer, at alle kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år tilbydes en røntgenundersøgelse for brystkræft – en såkaldt mammografi.

Men tilbuddet om screening går desværre uden om alt for mange kvinder med cerebral parese (CP), det viser en netop offentliggjort undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF).

Undersøgelsen viser helt overordnet, at 33 procent af alle kvinder med CP, i målgruppen for screeningsprogrammet, ikke deltager i screeningstilbuddet, mens tallet for kvinder uden CP er 12 procent. CP Danmarks landsformand, Pia Allerslev, har læst undersøgelsen og er chokeret.

- Der er simpelthen alt for mange kvinder med CP, der ikke bliver screenet. Fra en tidligere undersøgelse af livmoderhalskræft vidste vi godt, at der kunne være et problem. Det er derfor, vi har presset på for at få den her undersøgelse. Men omfanget af problemet er chokerende. At 1/3 af alle kvinder med CP og tæt på ¾ af de sværest ramte med CP slet ikke kommer i berøring med screeningsprogrammet er rystende. Det kan kun betyde, at der er betydelig risiko for, at der er kvinder med CP, der er døde af brystkræft, som kunne være opdaget tidligere og behandlet med succes, siger Pia Allerslev.

Jo svære handicap, desto lavere deltagelse

Dykker man lidt ned i tallene, ser man, at det i forvejen høje gennemsnitstal dækker over store udsving. Jo større fysiske og især intellektuelle funktionsnedsættelser kvinderne har, desto dårligere er deltagelsen i screeningsprogrammet.

For kvinder med CP, der er relativt lidt fysisk og intellektuelt påvirket af deres CP, er det 23 procent, der ikke har deltaget i screeningsprogrammet, mens hele 71 procent af de kvinder, der har CP i moderat eller svær grad, ikke deltager i screeningsprogrammet. For kvinder uden CP er det samme tal 12 procent.

Kvinder med CP er altså ikke alene kraftigt underrepræsenteret i screeningsprogrammet, ser man på kvinder med svære fysiske og intellektuelle følger af deres CP, er de stort set fraværende i programmet – her er det kun 29 procent, der deltager.

Endnu færre deltager anden gang

Hvor stort set alle kvinder – også kvinder med CP – inviteres til første screening, så viser undersøgelsen, at mange kvinder med CP (18 procent) slet ikke bliver indkaldt til anden screening, formentlig fordi de af en eller anden grund er frameldt screeningsprogrammet. For kvinder uden CP er tallet ni procent.

Men igen er der en meget stor variation, defineret af hvor fysisk og intellektuelt påvirket kvinderne er af deres CP. Således er det hele 38 procent af de kvinder, der har den sværeste fysiske og intellektuelle funktionsnedsættelse, som ikke inviteres til anden screening.

- Undersøgelsen forklarer ikke baggrunden for tallene, men jeg synes, det er dybt bekymrende, at det er de sværest handicappede, der også er dårligst repræsenteret i screeningsprogrammet for brystkræft. Det er jo den gruppe, der er mest afhængig af andres hjælp til for eksempel at få svaret på en invitation til en brystkræftscreening, siger Pia Allerslev og tilføjer:

- Det her skal prioriteres højt, for vi skal have mere detaljeret viden om baggrunden for tallene. Det er så alarmerende tal, at jeg vil opfordre sundhedsministeren til straks at indkalde organisationer og alle relevante myndigheder til en drøftelse af, hvordan vi kan rette op på det her.

/CP Danmark

Sidst opdateret:
Gå til top Top