Enkel kogebog giver god inspiration og viden
23. november 2022

Enkel kogebog giver god inspiration og viden

'Mad på farten' er kulminationen på en inspirerende sundhedsrejse, som CP Danmark Storkøbenhavn har været på sammen med en række dagtilbudsbrugere.

Under overskriften Mad, Musik og Motion har CP Danmark Storkøbenhavn over de seneste par år gennemført et spændende projekt på forskellige dagtilbud i området.

Målet har været at give dagtilbudsbrugere og medarbejdere ny inspiration i hverdagen, og samtidig afprøve tesen; at sundhed også kan være sjovt.

Nye måder at lave mad på, og fortællinger om hvad der skal til for at holde kroppen i gang, har været en del af indholdet på en række workshops, mens der på andre blev sat fokus på musik og motion.

Mad på farten

Kulminationen på hele projektforløbet er udgivelsen af en lille kogebog med titlen, Mad på farten. Her får man god viden om alle de mange elementer, der udgør et måltid, og samtidig et godt overblik over en snes madopskrifter, som både er sunde, nemme at tilberede og smager godt.

Blandt andet æggemuffins med dampet laks, kylling eller skinke, wraps til madpakke eller frokost, forskellige frikadelletyper, en masse god fyld til sandwich, hjemmelavet knækbrød, nøddebarer og mange forskellige lækre kager.

Vigtigt at træffe de rigtige valg

Det er kostkonsulent Birgitte Flensholt, der har lavet opskrifterne, og på de første sider gennemgår hun en række kostråd om dagens måltider. Hun fortæller om vigtigheden i at træffe de rigtige valg, der holder blotsukkeret i balance, energien oppe og sikrer mæthed i længere tid.

Man får også god viden om, hvilken kost der giver energi og forskellen på de hurtige og de langsomme kulhydrater. Gennemgangen af sund og usund fedt er et andet vigtigt afsnit.

- Vi har forsøgt at lave en kogebog, som man både får inspiration og forstand af, understreger Birte Hagelund, der er leder af projektet, som er støttet af DH's Lokalpulje.

Den fine kogebog på 46 sider er trykt på tykt papir, med spiralryg og således nem at håndtere. Alle der har været med i projektet har ved afslutningen fået et eksemplar, det samme har CP Danmarks 15 lokale kredse.

Du kan se bogen på CP Danmarks hjemmeside Storkøbenhavn ved at klikke her

- Der er et mindre restoplag som man er velkommen til at rekvirere et eksemplar af hos mig, så længe lager haves, man skal blot betale for portoen, oplyser Birte Hagelund, der kan kontaktes på mail: birtehagelund@mail.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top