Bofællesskabet Cecilie Marie indviet i Hvalsø
11. oktober 2018

Bofællesskabet Cecilie Marie indviet i Hvalsø

Det nye bosted har plads til 20 unge, der kan se frem til lejligheder i lyse, venlige omgivelser og et værdisæt, hvor ungdomsliv, sund kost og motion indgår.

Pia og Emil.Takket være et godt samarbejde med Fonden Mariehjemmene og en stor og vedholdende indsats af de to forældrepar, Linda og Thomas Borregaard og Søren og Pia Holm, kunne glade gæster, beboere og medarbejdere den 10. oktober indvie det nye bofælleskab Cecilie Marie i Hvalsø på Midtsjælland.

Indvielsen af de flotte, lyse bygninger med plads til 20 unge beboere med forskellige former for handicap var kulminationen på seks års ihærdigt projektarbejde.

I den lange talerække ved indvielsen blev der fra alle sider rettet en stor tak til de to familier for deres utrættelige indsats. Også det gode samarbejde med Lejre kommune, entreprenørerne, byggerådgiverne og ikke mindst naboerne omkring bofællesskabet fik mange positive ord med på vejen.

Borgmesteren talte og klippede

Lejres borgmester, Carsten Rasmussen (S), som har fulgt byggeriet fra første spadestik, udtrykte stor anerkendelse af det fine arbejde, der er blevet gjort forud for byggeriet. Han glædede sig samtidig over, at Cecilie Marie har valgt at slå sig ned i Lejre Kommune og inkluderer sig i lokalsamfundet, så områdets faciliteter og mødesteder, bl.a. det lokale fitnesscenter, fremover bliver brugt af beboerne.

Borgmester Carsten Rasmussen.Carsten Rasmussen var den første, der klippede den obligatoriske røde snor over, men straks derefter overtog forstander Susan Knage Møller og de unge beboere på skift den gyldne saks, indtil der var fri passage til bygningen.

Unge flytter ind

Cecilie Marie har plads til 20 unge, fordelt i to grupper med hver syv personer samt seks lejligheder, hvor beboerne er mere selvhjulpne. De første unge flyttede ind i deres nye lejligheder i juni, og på indvielsestidspunktet var otte flyttet ind, men flere skrevet op.


I det daglige har Cecilie Marie fokus på ungdoms- og voksenliv, motion og bevægelse, sund kost og inklusion i nærmiljøet.

Målgruppen er unge mellem 18 og 35 år med funktionsnedsættelse, og visiteringen foretages af forstander Susan Knage Møller i samarbejde med kommunen. Man kan læse mere om Cecilie Marie på ’Tilbudsportalen’.

Sidst opdateret:
Gå til top Top