10 år med Handicaporganisationernes Hus hvor selv fællesskabet er tilgængeligt
16. december 2022

10 år med Handicaporganisationernes Hus hvor selv fællesskabet er tilgængeligt

Handicaporganisationernes Hus, der blev betegnet som verdens mest tilgængelige kontorhus, har nu eksisteret i 10 år. Og selv om udviklingen omkring os er gået stærkt lever det stadig op til prædikatet.

Huset står som et imponerende monument over, hvad omtanke, læring og holdninger kan føre til, når man tør udfordre vanetænkningen. Det er bygget på grundværdierne mangfoldighed, åbenhed og rummelighed, hvilket har vist sig at være et solidt fundament, der holder hele vejen.

- Vi har fået et super tilgængeligt hus og et stort kraftcenter, som kan vise sig fra sin bedste side i mange år frem, understregede formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, i sin velkomsttale ved fejringen. Her rettede han samtidig en stor tak til sin forgænger, Stig Langvad, der var en af initiativtagerne til det store byggeprojekt.

Med over 1000 guidede rundvisninger i de 10 år der er gået, har interessen for byggeriet været stor i Danmark, hvor større og mindre grupper af både fagfolk og lægfolk er blevet inspireret, og imponeret, af et besøg.

Den store interesse for husets indretning og tilgængelighed er også kendt udenfor landets grænser. DH-formanden kunne således fortælle, at et besøg i Handicaporganisationernes Hus er en del af det officielle program når den store Unesco arkitektur konference afholdes i København til næste år.

Verdens bedste fællesskab

Men det handler ikke kun om indretning, design og tilgængelighed, huset er også en vigtig del af verdens bedste fællesskab - et fællesskab, der giver styrke, lød budskabet fra flere på talerlisten.

- Nu har vi lært at bo ved siden af hinanden, nu skal vi også lære at bo sammen med hinanden, så vi i højere grad kan udnytte fællesskabet i årene der kommer, fremhævede Mogens Wiederholt, som har været formand for driftsbestyrelsen siden starten.

Han benyttede samtidig lejligheden til at takke driftschefen Bo Niclasen og de øvrige 13 medarbejdere i driftsorganisationen for hver dag at udføre et kæmpe stykke arbejde og være det kit, der binder det hele sammen.

Med store smil, fødselsdagssang og de obligatoriske længe-leve-råb for huset, sluttede talestrømmen og gav plads til at de mange gæster fik bobler i glasset og fødselsdagslagkage på tallerkenen, udskåret med sikker hånd af DH’s direktør Katrine Mandrup Tang.

Sidst opdateret:
Gå til top Top