Af Pia Allerslev, Landsformand i CP Danmark. Landsforeningen for cerebral parese. Foto: Dansk Forsorgshistorisk Museum.
Socialminister Astrid Krag har bestilt, og en forskergruppe tilknyttet Forsorgsmuseet i Svendborg har udarbejdet, den første samlede udredning om de vilkår, der var børn, unge og voksnes hverdag under den statslige særforsorg for mennesker med handicap fra 1933-1980.
Det er et første og vigtigt skridt mod en anerkendelse af den uret mange anbragte var offer for, at de nu har fået dokumenteret deres liv og skrevet deres tilstedeværelse i verden ind i historien. Glemsel er i sig selv et overgreb.
Skræmmende læsning
Læsning af den historiske udredning er en skræmmende og øjenåbnende oplevelse. Ikke at vi ikke vidste, at særforsorgen var et sort kapitel, men den systematiske opregning af fysisk og psykisk vold, seksuelle overgreb, eksperimentel kirurgisk behandling og fejlanbringelser baseret på en meget tvivlsom brug af intelligentest, gør ondt. Og det kan på ingen måde undre, at udredningen må konkludere, at tiden i særforsorgens varetægt har påført de anbragte ødelæggende skader i form af rodløshed, mindreværdsfølelse, problemer med at indgå i sociale og familiemæssige relationer, angst -og for anbragte, der var blevet steriliserede - smerten ved ikke at kunne få børn.
Store omkostninger
De individuelle omkostninger har været enorme. Men rapporten afdækker ikke kun den individuelle uret. Også systemets svigt i form af manglende og lemfældig tilsyn med det der foregik i særforsorgen. Udredningen konstaterer, at tilsynet var usystematisk og passivt i den forstand, at tilsynet kun reagerede når der blev klaget og aldrig var proaktivt og opsøgende. Staten førte tilsyn med det ene øje lukket.
Nogle vil sikkert spørge: Var særforsorgen ikke blot udtryk for den tid, den var en del af? Kan vi dømme og fordømme baglens? Kan vi måle datiden med nutidens juridiske, etiske og moralske målestok?
Men så simpelt er det ikke. Realiteten er, at det der foregik i særforsorgen også var genstand for kritik i samtiden. Udredningen refererer både åbne kilder fra aviser og organisationsblade og interne kilder i systemet for stærkt kritiske og bekymrede ryster. Det er kun et figenblad, hvis nogen vil hævde, at man var i god tro.
Derfor har alle de mennesker, som systemet svigtede, krav på en officiel undskyldning. Det er godt og vigtigt, at deres historie er blevet fortalt, men de overlevende har krav på, at de der har ansvaret i dag, siger undskyld for den uret vi som samfund påførte en hel befolkningsgruppe.
