Ifølge en undersøgelse som Danske Handicaporganisationer har foretaget blandt 826 mennesker med handicap, oplever hver femte at deres hjælp eller specialtilbud i mindre grad er det rigtige for dem. De føler, at de er faldet imellem de berømte to stole, og slet ikke får den støtte som de har behov for.
En af dem er 38-årige Berit Sørensen, der har cerebral parese i et omfang så hun ikke kan blive visiteret til en BPA-ordning med faste hjælpere. Men alligevel har hun fravalgt tilværelsen i et bofællesskab og er i stedet flyttet ind i en lejlighed i Risskov ved Aarhus. Her bor hun sammen med veninden Simone Krøyer, som hun lærte at kende på Egmont Højskolen, under et længere højskoleophold, der strakte sig over fem år.
Berit Sørensen er el-kørestolsbruger og har fået tildelt 31 ugentlige hjemmehjælpstimer. De skal dække hendes basale behov. Det vil sige, hjælp til bl.a. toiletbesøg og morgenrutinerne med vask, komme i tøjet og over i kørestolen. Derudover er der hjælp til måltiderne, inden dagen slutter med hjælp til at komme i seng.
Hjælpen er ikke tilstrækkelig
Men de tildelte timer er langt fra nok til at gøre hverdagen interessant for Berit. For hjemmehjælperne er der kun i kort tid ad gangen. Det er derfor ikke muligt at skabe en sammenhæng i hverdagen så hun kan komme ud af lejligheden og være aktiv. Og selv om hun har klaget, har det ikke hjulpet.
- Det er ligesom om, at min situation ikke rigtigt passer ind i de kommunale kasser, der i høj grad mangler fleksibilitet, og burde være bedre til at tage hensyn til individuelle behov, mener Berit Sørensen, der giver udtryk for, at det ikke nødvendigvis er en fuld BPA hun mangler, men behov for meget mere praktisk hjælp.
Har ikke været i bad i et år
At bo i den ellers fine lejlighed i Risskov er heller ikke uden problemer. Da Berits soveværelse er for lille, ifølge arbejdsmiljøreglerne, må hun sove i stuen. Men hvad værre er, så gør det samme sig gældende med badeværelset. Derfor har hun ikke fået et reelt bad i snart et år, hvor hun udelukkende har måtte nøjes med sengebade.
På nær det manglende bad, vurderer hun, at hun ikke ville få mere hjælp hvis hun var på en institution. For det har hun prøvet da hun boede 10 år på bostedet Koglerne i Jyllinge.
Det var der ikke meget bofællesskab over:
- Vi havde forskellige interesser og snakkede ikke med hinanden, kun med personalet, der altid havde travlt. Så det blev jeg træt af.
Efter 10 år sagde Berit sin lejlighed op for at drage mod Egmont Højskolen, inden hun for to år siden, som den foreløbige kulmination, flyttede ind i lejligheden i Risskov.
Det er ikke os den er gal med
Hendes veninde og bofælle, der også er el-kørestolsbruger, har det noget bedre med hjælpen. Hun har en BPA, 16 timer i døgnet, med tilkaldemulighed om natten. Trods de ulige forhold har de det godt sammen, og er generelt glade mennesker med smil på læben. Og som de siger: Det er jo ikke os, der er noget galt med!
Foto øverst: Simone Krøyer t.v. og Berit Sørensen.
