Et tilbageblik på Folkemødet
07. juli 2023

CP var på dagsorden på Folkemødet

Synlighed og netværk er nøgleord, når det kommer til at markere sig på Folkemødet. Landsformand, Pia Allerslev laver et tilbageblik på årets store demokratifest, som hun og en lille delegation fra CP Danmark var afsted til i juni.

”I år bemærkede jeg, at der var skruet op for debatterne, der havde et fokus på mennesker med handicap. Det betød også, at jeg fik god mulighed for at fremhæve CP Danmarks sag og udbrede kendskabet til cerebral parese i de debatter, jeg deltog i,” beretter Pia.

Debatterne var dog ikke de eneste tidspunkter, der muliggjorde det. Folkemødet bliver kaldt en demokratifest, og af samme grund er der mange politikere og andre beslutningstagere til stede, hvoraf Pia fik talt med flere. Hun nævner netværk og synlighed som en vigtig del af at markere sig på Folkemødet.

”Det er vigtigt, at vi viser flaget. Vi skal skabe bevidsthed hos andre – alt fra organisationer, erhvervsfolk, politikere til mennesker du står i kø med til madboden, ” siger Pia.

Hendes håb er også, at vi til næste år kommer endnu flere afsted, både medarbejdere, tillidsfolk og medlemmer.

”Vi skal sætte CP på dagsorden og fortælle om de udfordringer, vi møder, så flere ved, hvad CP er, og hvilke løsninger, der er brug for, så mennesker med CP kan indgå i samfundet på lige fod med andre,” slutter hun.

 

Se meget mere om CP Danmarks deltagelse på vores Youtube kanal.

Sidst opdateret:
Gå til top Top