Ansigt til ansigt er udviklende teater for unge med CP
06. september 2022

Ansigt til ansigt er udviklende teater for unge med CP

Her sættes hverdagens små dilemmaer og vanskeligheder i et gevaldigt perspektiv.

’Ansigt til Ansigt’ er et pilotprojekt, der undersøger brugen af teater som en måde at arbejde med identitet, samarbejde og trivsel iblandt børn og unge med cerebral parese på. I projektet er den personlige fortælling i fokus - med drama og musik som redskabet. Personlige historier levendegør fælles erfaringer som ensomhed, tvivlen på sig selv, følelsen af utilstrækkelighed og skam.

Gennem fantasi og kreative øvelser udvides nænsomt grænserne for, hvad man tror man kan; man bliver en anden for en stund for at kunne se sig selv udefra og indefra. Med levende musik, mikrofoner og legende udfordringer udfoldes de personlige fortællinger i et trygt, inspirerende og magisk rum.

Ønsket er at styrke unge med fysiske handicap og mindske den sociale ensomhed, som følger af fordomme i det sociale rum, i skolen, på uddannelsessted og arbejde.

Kreativt samarbejde

Projektet blev gennemført i foråret med stor succes. Det ledes af lektor Jeanette Bresson Ladegaard Knox fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, og har skuespiller Lotte Arnsbjerg som instruktør for det kunstneriske forløb.

Et godt og kreativt samarbejde som gruppen havde stor glæde af. Således var det for Mia Lodberg en kæmpe oplevelse at være med. Faktisk betragter hun det som en af de bedste oplevelser hun nogensinde har haft, og det er det bedste hun har gjort for sig selv meget længe.

- Det har udviklet mig, udfordret mig og styrket mig. Jeg har virkeligt kunne mærke mig selv og kunnet se, at jeg har mange forskellige ressourcer og potentiale i min værktøjskasse, som jeg kan benytte mig af, bl.a. det at få lov og instruere de andre lige inden selve forestillingen, var vildt sjovt og en fed form for ansvar at få, fremhæver hun.

- Jeg følte mig både beroliget og støttet af musikken undervejs. Og så tror jeg også, det har været Lottes evne til at skabe ro omkring mig og dermed en stærkere tro på, at det jeg var, og det jeg gjorde, var godt nok, som det var, fremhæver Mia Lodberg, der nu savner torsdagene hvor holdet var samlet. Hun håber derfor at gruppen får mulighed for at fortsætte samarbejdet og udvikle projektet.

Publikum begejstret

Også blandt publikum til den afsluttende forestilling var der stor begejstring:

- Til at starte med vil jeg kalde det eksistentiel teater. Men det er også teater, hvor de modige kvinder stiller sig op, og giver lidt af deres egen verden til andre. En verden hvor de også vil høre til og opnå det andre mennesker opnår. Jeg syntes at det er modigt, at de tør stille sig op og fortælle noget personligt, der fylder hos dem, som de gerne vil opnå, men som størstedelen desværre misforstår. Det ville mange kunne lære noget af, mener Marianne Bæk, der overværede forestillingen.

Også CP Danmarks psykolog, Klaus Christensen, der sad på tilskuerrækkerne, er imponeret, og har stor sympati og ros til overs for Jeanette og Lottes arbejde og ikke mindst de fire modige kvinder, der selv har skrevet om noget personligt, som fylder i deres liv.

Optaget på video

Forestillingen blev optaget på video og den kan man sagtens få noget ud af uden at have set forestillingen live. De unge menneskers fortællinger er utrolig rørende, livsbekræftende og levende, og noget man bliver meget berørt af.

Hverdagens små dilemmaer og vanskeligheder bliver sat i et gevaldigt perspektiv, så forestillingen er virkelig noget der giver stof til eftertanke.

Pilotprojektet er finansieret af Helsefonden, Beckettfonden og Elsass Fonden. På baggrund af det store udbytte arbejder Jeanette Bresson Ladegaard Knox nu på at udvide projektet til også at omfatte andre handicap og diagnoser.

 

Du kan se forestillingen i videoen her

 

 

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top