Racerunning: Guldregn i Spanien
20. august 2018

Racerunning: Guldregn i Spanien

De syv danske atleter gjorde en fornem figur ved CPISRA Verdensmesterskaberne. Det blev til 14 medaljer i alt – og mange flotte præstationer undervejs.

Racerunning-atleter.Det var ikke kun regnen, der faldt massivt over Sant Cugat på den første stævnedag ved CPISRA World Games 2018. Medaljeregnen faldt også tæt over de syv danske atleter ved torsdagens konkurrencer – og i de følgende dage forsatte det med at dryppe. I alt løb de danske RaceRunnere af med 9 medaljer af guld, 3 af sølv og 2 af bronze.

Landstræner Leif Nielsens målsætning lød før stævnet på en anelse flere medaljer, end det blev til i praksis. Konkurrencen viste sig dog også at være hårdere end forventet.

- Der er nogle af de andre nationer, der er kommet meget stærkt med, og der var nogle af deres atleter, som virkelig præsterede i Sant Cugat. I det perspektiv er vores holds samlede præstation og medaljehøsten fuldt ud tilfredsstillende, lyder det fra Leif Nielsen, og cheflandstræner Mansoor Siddiqi supplerer:

- Resultatmæssigt var det faktisk et rigtig godt stævne, hvor både de nye og de erfarne atleter har præsteret godt. Om én uge er der EM i WPA-regi og her vil vores fem atleter helt sikkert ligge i den bedste halvdel af feltet.

Mansoor Siddiqi retter til gengæld en kritik imod arrangørerne.

- Organisatorisk bar World Games præg af manglende struktur, hvilket CPISRA bør evaluere grundigt på.

Undervejs var der rigtig god opbakning fra hele det danske team til de atleter, der var i ilden. Alt i alt var CPISRA World Games 2018 således en succes for det danske hold – og for RaceRunning-sporten i det hele taget. Cheflandstræner Mansoor Siddiqi udtaler.

- Ved dette stævne var det bemærkelsesværdigt, at der var så mange RaceRunnere på stadion. Vi fyldte godt, og sporten fik stor opmærksomhed. Vi ser derfor frem mod Berlin med glæde. Det er fantastisk, at de mest handicappede nu har mulighed for at konkurrere på højeste niveau. Om forventningerne til det danske hold siger cheflandstræneren.

- I Berlin har vi en ambitiøs målsætning, der hedder 3-4 medaljer til de fem atleter, der stiller op. Samtidig er vores forventning til stævnet, at WPA får øjnene op for RaceRunning; at vi er den atletikdisciplin til de stærkt handicappede, som de har savnet i mange år.

Oversigt over de danske medaljer ved CPISRA World Games 2018

Nikolaj Overgaard Christensen: Guld 100 m RR1, Guld 200 m RR1
Jacob Birkbak: Sølv 400 m RR1, Bronze 800 m RR1
Lasse Kromann: Guld 800 m RR2, Guld 400 m RR2, Guld 100 m RR2
Thea Berggren Jørgensen: Guld 1.500 m RR3, Guld 800 m RR3, Sølv 400 m RR3, Guld 200 m RR3
Pernille Wrang: Sølv RR2 100 m
Manja Simone Lundgaard Hansen: Guld 100 m RR3, Bronze 400 m RR3

Sidst opdateret:
Gå til top Top