”I Counter-Strike betyder dit handicap ikke noget”
17. september 2018

”I Counter-Strike betyder dit handicap ikke noget”

23-årige Alexander Carlsen har spillet Counter-Strike i et års tid og er nu på jagt efter andre CS-spillere med cerebral parese for at danne et hold.

Alexander Carlsen- Bag skærmen er der ingen, der ser, om du har cerebral parese, derfor er det fedt at dyrke e-sport, siger 23-årige Alexander Carlsen.

Alexander er fotografstuderende og vild med at spille Counter-Strike (CS) - ligesom rigtig mange andre unge. Men forskellen er, at Alexander har cerebral parese og er ramt i højre hånd, hvilke giver nogle udfordringer, når han spiller. Derfor søger han andre med CP til et særligt para-hold.

- Jeg har været med til at starte Helsingør E-sport Forening med to andre, og foreningen er ligesom et trinbræt til den professionelle verden, hvor vi samarbejder med Hydras E-sport, forklarer Alexander Carlsen.

Han vil gerne danne et para-hold, derfor er han på jagt efter spillere med CP, og der er ingen særlige krav.

- Man skal bare kunne spille CS. Om man bruger én arm, munden eller noget tredje er lige meget, siger Alexander.

Man skal træne 2-3 gange om ugen, men selvom Alexander, foreningen og Hydras har hjemme i Helsingør, kan man bo i hele landet.

- I CS betyder dit handicap ikke noget, for der er ingen, der ser, hvem du er. Her kommer det kun an på, om du kan ramme og de andre færdigheder, som CS kræver, siger Alexander, der ikke har hørt om andre para-hold i Danmark.

Er du interesseret kan du kontakte Alexander eller Hydras eSport via Facebook: www.facebook.com/a.s.carlsen eller www.facebook.com/HydraseSport

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top