Praktikant i Spastikerforeningen
17. april 2018

Praktikant i Spastikerforeningen

Nicklas Jensen på 16 år fra Slangerup har cerebral parese og er i praktik i Spastikerforeningens sekretariat i denne uge.

Nicklas JensenHer fortæller Nicklas selv lidt om, hvem han er, og hvorfor han har ønsket at komme i praktik i Spastikerforeningen:

Jeg hedder Nicklas og er 16 år. Jeg er fra Slangerup, og jeg går på Slangerup Skole i en helt almindelig folkeskoleklasse på 8. årgang. Jeg går til bordtennis to gange om ugen i Allerød Bordtennisklub. Jeg har cerebral parese, som for mit vedkommende er i min højre side.

Jeg er meget engageret i alle former for sport dog mest fodbold og bordtennis. Mine idoler er Peter Rosenmeier og Daniel Agger. Jeg kan godt lide Peter, fordi han går op i sin sport og fordi, at jeg kan se mig selv i ham, fordi vi har næsten samme funktionsnedsættelse. Jeg kan godt lide Daniel Agger, fordi han var en god fodboldspiller, og fordi han tager sig tid til at besøge de syge på hospitalerne.

I den her uge er jeg i praktik i Spastikerforeningen. Jeg synes, at det er et rigtigt spændende arbejde, fordi det handler om at forbedre muligheder for handicappede. Jeg synes også, at det er sjovt og spændende at skrive artikler.

Jeg har været rundt og se huset, hvor Spastikerforeningens medarbejdere arbejder, der er mange sjove og finurlige løsninger, fordi det er designet til folk, som har et handicap. Jeg har indtil videre været sammen med direktøren, og vi har været til tre møder - et morgen/opsummeringsmøde, kommunikationsmøde og til sidst et politisk møde.

Det, jeg tror, jeg vil få ud af ugen i Spastikerforeningen er at få et bedre indblik i, hvad de laver, og om det kunne være noget for mig at arbejde sådan et sted i fremtiden.

Sidst opdateret:
Gå til top Top