Spastikerforeningens direktør får Lauth Prisen
23. oktober 2018

Spastikerforeningens direktør får Lauth Prisen

Spastikerforeningens direktør Mogens Wiederholt har modtaget Lauth Prisen for sin mangeårige indsats for mennesker med en funktionsnedsættelse. Prisen blev overrakt af landsformand Susanne Olsen og direktør Jens Bouet – begge fra Dansk Handicap Forbund.

 

Mennesker med handicap skal ikke henvises til blindgyder

Dansk Handicap Forbund stiftede Lauth Prisen i 2008  i anledning af den tidligere forstander på Egmont Højskolen Ole Lauths 60-års fødselsdag.

Modtageren af prisen vælges af repræsentanter fra Dansk Handicap Forbund, Egmont Højskolen, Vanførefonden og Bevica Fonden.

 

I begrundelsen for valget af Mogens Wiederholt som modtager af Lauth Prisen skriver Egmont Højskolens nye forstander Søren Kristensen:

”I år tilfalder prisen dig, Mogens. Det gør den, fordi du igennem et halvt liv og et helt arbejdsliv har gjort en uundværlig forskel for mennesker med handicap og funktionsnedsættelse.

Du har i tale, skrift og handling på både diplomatisk og insisterende vis formået at skabe en åben og kvalificeret dialog mellem myndigheder, politikere, handicaporganisationer og civilsamfund. Og det er ikke blevet ved dialogen.

Dit arbejde har sat sig tydelige spor og skabt store forbedringer, opmærksomhed og udvikling på hele handicapområdet. Du har med dine egne ord altid kæmpet for at mennesker med handicap “skal færdes på brede boulevarder og ikke henvises til sidegader og blindgyder.”

Tidligere modtagere af prisen er: Ole Lauth, Susanne Olsen, Lone Hertz, Stig Langvad, Aase Olesen og Palle Simonsen.

 

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top