Jonstrupvang inviterer familien med til juleaften

På Jonstrupvang Bebyggelsen i Værløse forsøger man at gøre juleaften til en hyggelig oplevelse for både beboere og medarbejdere.

Cristina BeyerholmAf Frands Havaleschka

På et botilbud, hvor mange af beboerne er ældre, og flere har overlevet deres forældre, er juleaften en helt naturlig del af årets gang. På Jonstrupvang Bebyggelsen i Værløse forsøger man at gøre juleaften så hyggelig som mulig for alle. Derfor har de ca. 10 beboere, som erfaringsmæssigt holder juleaften på Jonstrupvang, mulighed for at invitere deres familie og pårørende med.

Det samme tilbud gælder for de medarbejdere, der er på arbejde juleaften. Det benytter flere sig af, hvilket betyder, at juleaften på Jonstrupvang ofte samler ca. 30 personer.

Et stort, flot pyntet juletræ i caféen skaber en god stemning, og den bliver lige løftet en ekstra tand, når forstander Kim Frederiksen om eftermiddagen kommer forbi og lægger gaver til alle under træet, drikker et glas vin med beboerne og ønsker god jul. Så er der ligesom varmet op til julemiddagen, der byder på det hele med and, flæskesteg, risalamande og hvad dertil hører.

- Og det er rigtig hyggeligt at være her juleaften, det har jeg prøvet flere gange, men i år er jeg inviteret til at holde juleaften hos min bror i Lejre, fortæller Carsten Jurlander, der så til gengæld har travlt med at gå til hånde med de mange andre jule-aktiviteter på Jonstrupvang.

Jonstrupvangs første beboer

Jacob Bech.En beboer, som har prøvet at holde juleaften på Jonstrupvang rigtig mange gange, og som også skal gøre det i år, er Cristina Beyerholm Pedersen. Sammen med Vibeke Stampe og Jørgen Damsholt har hun boet længst på stedet. Cristina flyttede ind som 21-årig den 5. april 1976, Vibeke og Jørgen flyttede ind ganske kort tid efter.

- Og faktisk var det mig, der fik den ære at være blomsterpige, da Prinsesse Benedikte var med til at indvie Jonstrupvang, fortæller Cristina, der dengang var gående, men nu i mange år har siddet i kørestol.

I løbet af de 43 år, der siden er gået, har hun flere gange holdt juleaften sammen med sine forældre på Jonstrupvang. I en lang årrække var det
helt naturligt, fordi hendes far i 16 år var ansat som kok på stedet.

I de senere år har Cristina flere gange holdt juleaften hjemme hos sin mor og søster, men nu kan de ikke klare den længere, og derfor accepterer hun, at juleaften kommer til at foregå på Jonstrupvang.

Glad for jul – og for LAVUK

Også Jacob Bech, der har boet på Jonstrupvang i 30 år, skal i år holde juleaften på Jonstrupvang.

- Men det bliver helt nyt for mig, det er første gang, at jeg skal holde jul her. Tidligere har jeg holdt jul hjemme hos mine forældre, men de er desværre blevet for gamle til at have mig, så jeg er spændt på at se, hvordan det bliver at holde juleaften her.

Jacob Bech er positiv anlagt, så han er sikker på, det nok skal blive hyggeligt. Noget andet, han altid glæder sig til, er de to gange om ugen, han går i LAVUK og laver forskellige aktiviteter. - Det må du endelig huske at få med, var hans slutreplik.

Sidst opdateret:
Gå til top Top