CP Danmark udvider tilbuddene til pårørende
01. december 2022

CP Danmark udvider tilbuddene til pårørende

Flere aktiviteter er allerede i fuld gang, mens andre nye tilbud igangsættes løbende i den kommende tid.

 

I CP Danmark har det længe været et stort ønske at sætte fokus på den ofte oversete gruppe af pårørende. Den mulighed er nu kommet takket være en stor bevilling fra Socialstyrelsen. Den giver foreningen mulighed for i en treårig periode, at igangsætte en række aktiviteter.

Der er allerede etableret en udvidet psykolog- og socialfaglig rådgivning, både i form af telefonrådgivning, men også personlige samtaler samt etablering af netværksgrupper. Specielt netværksgrupperne er noget som mange får glæde af.

I et netværk får man viden og støtte af andre mennesker, der er i den samme livssituation og præcis kender til udfordringerne - og som er parat til at videregive sine erfaringer til gavn for hele familien.

CP Danmark er ligeledes i gang med at udvide kursustilbuddene til pårørendegruppen, såvel med fysiske møder som webinarer - og andre digitale mødeformer. En podcastserie på fire afsnit med titlen ’En helt særlig familie’, der handler om forældreskabet og CP er netop udsendt, og vil blive fulgt op af en række små videofilm, hvor forældre til børn og unge med CP fortæller om deres glæder og udfordringer.

Endelig er der planlagt en særlig informationspakke med pjecer til landets børneambulatorier, der gør opmærksom på de mange muligheder for rådgivning og netværksdannelse, som CP Danmark tilbyder.


Derfor er pårørende-gruppen vigtig

Når diagnosen cerebral parese bliver stillet, påvirker den mange mennesker. Både det menneske, der har diagnosen, men også forældre, bedsteforældre, søskende, ægtefæller, børn og alle andre i den tætte omgangskreds.

CP er et livslangt vilkår som aldrig forsvinder. Derfor vil der hele livet igennem være behov for støtte og opbakning – og her er det vigtigt med gode relationer. Søskende, forældre og bedsteforældre er de nærmeste til at støtte med store og små ting i dagligdagen, ting der får familielivet til at glide. Også bedsteforældres hjælp og aflastning kan være en stor hjælp.

Se de forskellige tilbud  

 

Små videofilm med pårørende

Den første af fire videofilm er netop udsendt på CP Danmarks forskellige info-platforme, bl.a. på hjemmesiden og på Facebook.

Den omhandler en lille familie fra Sæby, Pernille og Mads, der er forældre til tvillingerne Elias og Ellinor og som venter en lille ny til sommer. Elias har CP, og det har skabt forandringer i deres liv og måden at være familie på.

Se den lille videofilm her

I de næste tre torsdage frem til jul, kan du se og høre forskellige perspektiver på det at være pårørende.

Sidst opdateret:
Gå til top Top