Malthe er nødt til at prioritere søvn meget højt

TEMA OM SØVN OG CP: Som kørestolsbruger kan det være svært at få rørt sig tilstrækkeligt, så man får pulsen op og gjort kroppen sengeklar, men det har den 25-årige psykologistuderende, Malthe Vinther Madsen fundet råd for.

MaltheAf Frands Havaleschka

- Søvn skal prioriteres højt, gerne 8½ time. Især før eksamener er det vigtigt for mig med en god og lang søvn, fortæller Malthe Vinther Madsen, der har cerebral parese, og netop nu ved at nærme sig afslutningen på sit psykologstudie på Aarhus Universitet

- Mange af mine medstuderende kan sagtens fungere med blot 5-6 timers søvn, men jeg skal altså have mindst 8 timer, ellers duer det ikke. Det går ud over min energi, og jeg bliver alt for hurtigt ukoncentreret i undervisningen.

Forældrene havde løsningen

Når bare Malthe passer sin sengetider og er aktiv, så er problemet med manglende søvn ikke så udtalt, som i barndommen. Da han var 10-11 år havde han store problemer med at sove, men det fik hans forældre afhjulpet på en forholdsvis enkel måde.

De købte en kondicykel, som han hver dag skulle køre på i 30 minutter. Tidspunktet på dagen var stort set underordnet, men det var gerne om eftermiddagen når han var kommet hjem fra skole, at kondicyklen blev besteget.

Det var på alle måder en god investering. Malthe fik således trænet sine muskler og led, brugt sin energi og fik samtidig gang i sin puls, der var med til at styrke kredsløbet. Og det hjalp. Efter at motionscyklen blev installeret i stuen gik det meget bedre med at få sovet om natten.

Motion og ordentlig kost

I sit voksenliv har han bibeholdt strategien med at være meget aktiv med regelmæssig træning, og hvis der er dage, hvor han slet ikke har været oppe på cyklen eller har gået ture i sin rollator, så har han svært ved at få sovet ordentligt igennem. Her har yderligere et lille trick, nemlig meditation, hjulpet ham til at få en god nattesøvn. Malthe har endnu en god erfaring som han gerne vil give videre. Den handler om kost.

- Jeg har fundet ud af, at min søvn bliver meget bedre, hvis jeg får noget ordentlig at spise, og holder mig fra junk-food. Det kan naturligvis være svært som studerende, der ofte må klare sig igennem med hurtige måltider og alt andet end nærende kost, men det er altså nødvendigt for mig at spise noget ordentligt mad, understreger Malthe, der dog ikke er mere ’hellig’ end at der ind imellem også ryger en burger ned.

Sidst opdateret:
Gå til top Top