Labyrinten af udfordringer – vand, kørestol og Islandsbrygge
24. august 2022

Labyrinten af udfordringer – vand, kørestol og Islandsbrygge

En god ven af huset, Martin Merrild, SoMe-redaktør hos Nossell & Co - der selv har cerebral parese - var i weekenden ude at teste Islandsbrygge. Det var et forhindringsløb uden lige.

Tragikomisk forhindringsløb – mangler gode kørestolsramper
”Der er ikke mange kørestolsbrugere at se denne sommerdag i København. Det er et vedvarende paradoks for mig, og måske en af årsagerne til mit limbo mellem mindreværd og storhedsvanvid. Det er barske løjer at agere énmandshær uden camouflage. En dukkert på en sommerdag som denne er ikke bare en dukkert. Det er også et politisk statement.”, skriver Martin Merrild.

Martin Merrild, som bruger kørestol og som er svært fysisk påvirket af sin cerebral parese, har i weekenden skrevet en klumme til Politikken. Her skriver han om det tragikomiske i, hvordan han som person med handicap, måtte køre fra havnebad til havnebad for at finde en anstændig kørestolsrampe og brugbare bademuligheder. Det var et rent forhindringsløb at finde et sted, hvor han både kunne komme i vandet, men også sikkert op ad vandet igen.

Ringe bademuligheder med kørestol I København
Martin måtte prøve 3 steder for at finde gode faciliteter som var egnet nok til sin kørestol. Han forsøgte blandt andet ved: Nordhavn, Fisketorvet og Sluseholmen.

Som han skriver: ” Første stop på ruten denne stegende varme solskinsdag er det relativt nyopførte Nordhavn. Her er der en kørestolsrampe. Men et nærmere blik på det algebefængte træværk siger mig, at den, med mine vakkelvorne stylter, vil være decideret livsfarlig at begive sig ned ad. Ned kan man altid komme. Men det ville selvfølgelig være optimalt at have muligheden for også at komme op af vandet igen, uden at både jeg og min hjælper får varige mén.”

Klummen viser tydeligt, at selvom Københavns kommune forsøger at tilgodese folk med bevægelseshandicap med kørestolsramper og handicapfaciliteter ved badeområder – så er de i praksis ikke testet og vedligeholdt – så ramperne rent lavpraktisk er brugbare.

Læs hele historien i Politikken (kræver abonnement)

Sidst opdateret:
Gå til top Top