Vanførefondens Opmuntringspris til Monica Lylloff
22. maj 2019

Vanførefondens Opmuntringspris til Monica Lylloff

Monica Lylloff fik prisen for hendes utrættelige indsats for at kæmpe for handicappedes rettigheder i skrift, tale og handling.

Vanførefonden indstiftede i 1994 Opmuntringsprisen, der er på 25.000 kr. og går til en person, som har gjort en uegennyttig og bemærkelsesværdig indsats for at lette dagligdagen for fysisk handicappede.

Prisen blev i år uddelt på fondens årsmøde den 21. maj og gik til Monica Lylloff, mor til tre børn, som alle har særlige behov.

Monica fik prisen for hendes utrættelige indsats for at kæmpe for handicappedes rettigheder i skrift, tale og handling, bl.a. som forfatter til bogen ’Seje mor’ og medstifter af Facebook-gruppen ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”, der forsøger at råbe politikerne op på tværs af diagnoser.

På ganske få måneder har gruppen fået over 9.000 medlemmer og er blevet en meget synlig handicappolitisk aktør, som skaber opmærksomhed om de op imod en million danskere, der på den ene eller anden måde er ramt af sygdom og handicap.

Et stort skulderklap

CP Danmarks landsformand, Lone Møller, der selv deltog i årsmødet, var ekstra glad for at Vanførefonden i år havde valgt at belønne en pårørende, endda en meget aktiv pårørende. For det var CP Danmark, der havde indstillet Monica til prisen.

Lone Møller betragter dog valget som et stort og anerkendende kollektivt skulderklap til alle de, der hver dag knokler for at få hverdagen til at hænge sammen.

Det var Vanførefondens formand, tidligere finansminister Pia Gjellerup, der overrakte prisen. Ved samme lejlighed blev der også uddelt en forskerpris på 100.000 kr. Den gik til lektor og forsker, Lotte Andreasen Struiijk fra Aalborg Universitet, der i de seneste år har koordineret EXOTIC-projektet.

Her er der udviklet metoder og udstyr, så man ved hjælp af tungestyring kan styre en robotarm, der gør det muligt f.eks. at bladre i en bog, selvom man er stærkt bevægelseshæmmet.

De to prisvindere, Monica Lylloff og Lotte Andreasen Struiijk sammen med Vanførefondens formand, Pia Gjellerup.

Sidst opdateret:
Gå til top Top