Spastikerforeningen bekymret for sundhedsreform
17. januar 2019

Spastikerforeningen bekymret for sundhedsreform

Regeringens forslag til en sundhedsreform indebærer, at regionerne bliver nedlagt. Det kan få store konsekvenser på handicapområdet.

Sundhedsreformen indebærer, at regionerne bliver nedlagt. Det bekymrer Spastikerforeningen, der frygter for de konsekvenser, det vil give.

En nedlæggelse af regionerne betyder væsentlig større opgaver for kommunerne på sundhedsområdet.

Hvis kommunerne fremover også skal prioritere ressourcer til en stor indsats på sundhedsområdet, så vil det kunne få negative følger for handicapområdet, da al erfaring viser, at sundhedsområdet virker som en magnet på både den politiske, den folkelige og ikke mindst den økonomiske opmærksomhed.

Men den mest akutte udfordring er, at en nedlæggelse af regionerne vil betyde, at de 60 landsdækkende og højt specialiserede tilbud på handicapområdet, som regionerne i dag er ansvarlig for, bliver overført til kommunerne. Det vil bla. få konsekvenser for Jonstrupvang og Neurocenter Østerskoven.

De 60 tilbud, som regionerne driver i dag, er netop de tilbud, kommunerne indtil nu har valgt ikke at overtage, da de er for komplekse og specialiserede til at kunne drives på kommunalt niveau.

Spastikerforeningen vil gøre alt for at overbevise det politiske system om, at dette ikke er vejen frem. Efter kommunalreformen oplevede vi en voldsom faglig udvanding, som kun i begrænset omfang er genvundet.

Vi har ikke råd til endnu et eksperiment med fagligheden. Derfor har kampen mod kommunaliseringen af de mest specialiserede tilbud som for eksempel Neurocenter Østerskoven og Jonstrupvang, der rummer mennesker med CP, vores første prioritet.

Sidst opdateret:
Gå til top Top