Som de fleste, der følger handicapområdet, vil have bemærket, så var der i søndags en stor og hjertegribende historie i BT, hvor Jørgen Krøigaard fortæller om familiens frygt for, at datteren Liva, når hun om kort tid fylder 18 år, bliver tvunget på institution, fordi hun ikke kan få den helt nødvendige hjælp til overvågning i hjemmet.
Allerede i maj 2018 berettede Altinget om problemet. En landsretsdom har slået fast, at kommunerne ikke – som praksis ellers var – kan bevilge hjælp til overvågning efter servicelovens § 95.
Konsekvensen er, at en gruppe svært, ofte multihandicappede, børn med blandt andet cerebral parese, epilepsi og svære kognitive vanskeligheder ikke kan blive boende hjemme, når de fylder 18 – heller ikke selv om det er det, både barn og forældre ønsker.
Deres handicap indebærer, at de har behov for hjælp døgnet rundt – også om natten, og når de sover. Noget kan gå galt: et epileptisk anfald, fejlsynkning eller kvælning, som kræver, at der er én i rummet, som umiddelbart kan gribe ind. Den hjælp kan kommunerne efter landsretsdommen kun give på døgninstitutioner.
Læs resten af debatindlægget hos altinget.dk
