Kom på kursus med CP Danmark i 2020
12. december 2019

Kom på kursus med CP Danmark i 2020

Vil du på kursus med CP Danmark i 2020? Her kan du se kursustilbuddene, som bliver holdt i løbet af foråret.

Nu er tilmeldingen åbnet for de første kurser i 2020, som du kan tilmelde dig her: cpdanmark.dk/kurser

Den oversete træthed

Mange mennesker med CP bliver udtrættet, for hjernen er på overarbejde, når den forsøger at følge med i en hverdag fyldt med skole, arbejde, sociale arrangementer og sport. Får man ikke den rette hjælp og kendskab til sit kognitive handicap, ender man med at brænde sammen. Kom på kursus og lær mere om udtrætning og ikke mindst få nogle redskaber til at håndtere situationen bedre. Det er psykolog Klaus Christensen og Gitte Karis, der er mor til en pige med CP, der underviser 7. marts i København.

Den stressede hjerne

Det stresser hjernen at have en skade, for den fungerer ikke som den burde. Hvordan er en hjerne opbygget, kan man forbedre dens kapacitet, og dermed minimere stress, og hvad sker der inde i en hjerne med og uden en hjerneskade? Hvad betyder en hjerneskade for mennesker med cerebral parese i deres hverdag? Det stiller vi skarpt på, når hjerneforsker Jesper Mogensen og psykolog Klaus Christensen holder oplæg 14. marts i Aarhus. Kursusdagen har fokus på både den kliniske del af hjernen og den kognitive.

Barnebarn med cerebral parese

Børnebørn er en stor glæde, men bekymringerne er ofte mange, når barnet viser sig at have et handicap. Får barnet et godt liv, hvordan kan vi støtte forældrene og hvor går vi hen med vores egen sorg? Det kan være nogle af spørgsmålene, man stiller sig selv, og dem forsøger vi at besvare på kurset, der har et helt hold som undervisere: Sinne Colding Thaysen, som er mor til en stor børneflok, Christa Nielsen, der har CP, og Henning og Aase, der er bedsteforældre til et barn med CP. Det foregår 25. april i København.

Hvad er neuropsykologisk udredning?

Hvorfor er det så vigtigt at få en neuropsykologisk udredning, hvad forsøger man at finde og hvordan foregår det? Det er nogle af de spørgsmål, psykolog Lisa Björk Reynisdottír fra Vejlefjord Rehabilitering forsøger at besvare, når hun holder fyraftensmøde om emnet. Sæt X i kalenderen 21. april.

Søskende som pårørende

Døgnet har kun 24 timer, og når der er en barn med CP i familien, kan det være svært at finde tid til de andre søskende. Resultatet kan være, at børnene må klare flere ting selv og er overladt til egne tanker og følelser, for de vil ikke besvære forældrene, der har travlt. Dette fyraftensmøde er til forældre, der vil have redskaber til at finde tid til alle familiens børn, skabe rum til samtale om de svære følelser og til at støtte barnet i at have et godt forhold til sin bror eller søster på trods af de anderledes vilkår. Det sker 23. april, når specialpædagogisk konsulent Malene Gerd Petersen holder oplæg sammen med Dana Andreasen, der har stiftet Søskendeforeningen SØF.

Har du spørgsmål? Så kontakt endelig kursuskonsulent Trine Kamp Larsen på tkl@cpdanmark.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top