Hvem skal have Helene Elsass Prisen 2020?
09. december 2019

Hvem skal have Helene Elsass Prisen 2020?

Du har nu mulighed for at indstille én person eller et projekt, der har gjort en særlig indsats for mennesker med cerebral parese. Helene Elsass Prisen, der er på 150.000 kroner, uddeles for tredje gang.

CP Danmark har sammen med Elsass Fonden stiftet en pris, der har til formål at belønne én eller flere ildsjæle for deres arbejde til fordel for mennesker med cerebral parese. Prisen er døbt Helene Elsass Prisen, efter Elsass Fondens stifter, og den ledsages af en præmiesum på 150.000 kroner.

Prisen uddeles én gang årligt og går til en person, projekt, institution eller organisation, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for mennesker med cerebral pareses deltagelse og inklusion i samfundsfællesskabet.

Helene Elsass Prisen har tidligere været uddelt to gange. I 2018 var den første prismodtager Len Nossell og det danske CP Fodboldlandshold, og ved uddelingen i 2019 skilte to seje, jyske kvinder sig ud blandt mange gode indstillinger.

Det var rollemodellen Astrid Siemens Lorenzen, der selv har cerebral parese, og Pauline Sonne-Schmidt, der som ildsjæl har stablet flere hold venskabsweekender på benene for børn med cerebral parese. Som belønning for deres indsats modtog de hver 75.000 kr.

Om kort tid skal prisen uddeles igen. Derfor opfordrer de to samarbejdspartnere til at indsende nye forslag til kandidater. Det kan dog for den sags skyld godt være kandidater, man tidligere har foreslået.

Send din indstilling

Til og med den 20. januar 2020 er det muligt at indstille kandidater til Helene Elsass Prisen. Og reglerne er enkle: Alle har mulighed for at indstille kandidater til prisen, men ingen tillidsrepræsentanter eller medarbejdere fra Elsass Fonden eller CP Danmark kan modtage den.

Feltet forventes at udgøre en bred skare inden for blandt andet uddannelse, arbejdsmarked, idræt og fritid samt kunst og kultur. Kandidater indstilles ved at sende en kort motiveret indstilling til Elsass Fonden på mailadressen: pris@elsassfonden.dk

Alle indstillinger behandles i et fællesudvalg med repræsentanter fra Elsass Fonden og CP Danmark. Prisen vil blive overrakt af H.K.H. Prinsesse Benedikte ved et arrangement hos Elsass Fonden den 9. marts 2020.

Sidst opdateret:
Gå til top Top