Elsass Fonden uddeler ny international forskningspris
12. november 2019

Elsass Fonden uddeler ny international forskningspris

For første gang bliver en forsker i cerebral parese hædret med den nystiftede The Elsass Foundation Research Prize på en million danske kroner.

Elsass Fonden har stiftet en ny, stor forskningspris, som har til formål at anerkende og inspirere til ny viden om cerebral parese.

Prisen hedder The Elsass Foundation Research Prize, og den overrækkes for første gang den 20. november 2019 til en forsker, som allerede har gjort en bemærkelsesværdig indsats inden for forskning i cerebral parese.

Ceremonien foregår i Elsass Fondens lokaler i Charlottenlund, hvor fondens protektor H.K.H Prinsesse Benedikte kårer vinderen, som ved samme lejlighed vil holde et oplæg om sin forskning for de indbudte gæster.

Bestyrelsesformand Nick Elsass glæder sig til dagen og har store forhåbninger om, hvad prisen kan medføre for mennesker med CP.

- Vi har stiftet en pris af denne størrelse i et håb om, at dygtige, internationale og danske forskere får øget interesse i at skabe mere viden om cerebral parese. Vi håber, at den i sidste ende kan få stor betydning for, at livskvaliteten for mennesker med CP øges, siger bestyrelsesformand i Elsass Fonden, Nick Elsass.

Prisen er på en million danske kroner, hvoraf de 750.000 kroner er øremærket ny forskning, mens de 250.000 kroner tilfalder den valgte forsker personligt.

The Elsass Foundation Research Prize bliver uddelt hvert andet år. Næste gang i 2021.

Sidst opdateret:
Gå til top Top