Prøv racerunning i Esbjerg
01. april 2019

Prøv racerunning i Esbjerg

Parasport Danmark vil etablere racerunning i Esbjerg-området og afholder derfor i samarbejde med racerunning-landsholdet og Esbjerg Handicap Idræt en 'Kom og prøv'-dag, hvor alle er velkomne.

'Kom og prøv'-dagen for racerunning finder sted på Esbjerg Atletik Stadion lørdag den 27. april 2019 kl. 11. For nye, som ikke ved, hvad racerunning er, kan idrætten beskrives således: Racerunning er en innovativ idræt for mennesker med handicap, der har en hæmmet balance.

En racerunner er en specialbygget 3-hjulet ”løbecykel” uden pedaler, hvorpå balancen ikke er et problem. Derfor er racerunning en oplagt idrætsmulighed for blandt andre mennesker med cerebral parese, gigtramte og amputerede.

Idrætten giver mennesker med handicap, der til daglig kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft. Dette giver selv de sværest handicappede en følelse af at bevæge sig frit og løbe.

Parasport Danmark stiller cykler til rådighed til afprøvning, og derfor er det vigtigt, at du ved tilmelding også skriver, hvor høj du er, så vi har de rigtige cykler med. Parasport Danmark byder på en let frokost efter træningen.

'Kom og prøv'-dagen foregår her: Esbjerg Atletik Stadion, Vardevej 84, 6700 Esbjerg

Program:

11.00 – Velkomst
11.10 – Afprøvning og indstilling af racerunner samt opvarmning
11.45 – Træning
12.30 – Pause
12.45 – Træning og konkurrence med racerunning-landsholdet
13.30 – Racerunning-landsholdet fortæller om de oplevelser, de har haft med landsholdet
14.00 – En let frokost og afslutning

Tilmelding til 'Kom og prøv'-dagen den 27. april 2019 med navn og højde, samt om du er el-stols eller manuel kørestolsbruger, kan ske til Parasports konsulent Lykke Guldbrandt – mail: lgu@parasport.dk - senest den 22. april 2019.

Er der spørgsmål, eller ønskes der yderligere uddybning af ovenstående, kan dette ske hos Lykke Guldbrandt på telefon 29 10 31 30.

Sidst opdateret:
Gå til top Top