Online-motion giver livskvalitet og sved på panden
19. maj 2020

Online-motion giver livskvalitet og sved på panden

Rasmus Lund-Sørensen har cerebral parese og kan ikke komme i fitnesscentret for tiden pga. corona. I stedet giver han den gas hver onsdag og fredag, når CP Danmark sender 'Sammen om bevægelse' live på Facebook.

Rasmus Lund-Sørensen.Rasmus Lund-Sørensen er 37 år, bor i Kolding og har cerebral parese. Normalt træner han fitness tre gange om ugen, men det kan han ikke for tiden.

Til gengæld kan han stadig få sved på panden, for han giver den gas hver onsdag og fredag formiddag, når CP Danmark sender 'Sammen om bevægelse' live på Facebook og Zoom.

Det er danseinstruktør Janne Kristensen, der underviser, og hvert interval varer cirka 45 minutter. Online-bevægelse er ikke noget nyt for Rasmus, for han prøvede det i efteråret gennem Egmont Højskolen, hvor Janne kørte et forløb.

Derfor var han ikke sen til at tjekke ind på Zoom, da muligheden igen bød sig:

- Det her giver mig glæde, motion og sved på panden. Det er hårdt, men på en anden måde end den træning jeg normalt laver, og jeg bruger nogle andre muskler, end jeg plejer. Det er en god erstatning for den træning, jeg ikke kan dyrke, så længe fitnesscentrene er lukkede. Og eftersom jeg deltager igennem Zoom, kan vi deltagere se hinanden og holde hinanden i ørene. Der er ikke noget med at tage en slapper, bare fordi man sidder derhjemme. Online-bevægelse via Zoom er noget at det tætteste, man kommer holdtræning, bare hver for sig.

Og Rasmus kan da også godt mærke resultaterne. Han har fået bedre bevægelighed i overkroppen, er blevet mere smidig og har ikke mistet sin værdifulde kondition og styrke, der er så vigtig, når man er kørestolsbruger og vant til at træne med romaskiner flere gange om ugen.

Det er en god måde at vedligeholde sin krop og sit sind på, så der også er noget at komme tilbage til efter corona.

CP Danmarks bevægelsestilbud kører i maj og juni. Alle er velkomne til at deltage. Det eneste, du skal gøre, er at like vores Facebook-side og komme i gang.

Sidst opdateret:
Gå til top Top