Mads Witt Demant tager to år mere på posten som næstformand
27. september 2020

Mads Witt Demant tager to år mere på posten som næstformand

Med genvalget af Mads Witt Demant som næstformand i CP Danmark er der sikret kontinuitet i formandskabets arbejde.

Mads Witt Demant og Pia AllerslevMads Witt Demant har i sin første periode som næstformand været en rigtig god sparringspartner for Lone Møller og har på forbilledlig vis stillet sig til rådighed ved en række repræsentative opgaver, når hun har måttet melde afbud.

Da Lone på et tidligt tidspunkt offentliggjorde, at hun ville stoppe i år på grund af svigtende helbred, følte Mads Witt Demant en vis forpligtelse til at fortsætte på sin post. Men det er ikke noget, der har tynget ham. Tværtimod.

- Det gør jeg rigtig gerne – endda med stor glæde, understreger Mads Witt Demant, der ikke alene ser frem til at fortsætte med arbejdsopgaverne som næstformand, men også til samarbejdet med Pia Allerslev.

- Det bliver en spændende periode, vi nu tager hul på. Med nye friske øjne kan Pia tilføre foreningsarbejdet noget ekstra energi og med hendes baggrund - og store erfaring med fundraising - vil det give foreningen nogle fantastiske muligheder for at udvikle sig, siger Mads Witt Demant.

Han er sikker på, at det store netværk hun gennem årene har oparbejdet også kan være med til at åbne nogle døre i det handicappolitiske arbejde.

- Vi ved, at handicapområdet er hårdt presset, så der venter mange nye udfordringer i de kommende år, forudser næstformanden.

Mads Witt Demant har været aktiv i Fyn-kredsen i mange år og stået i spidsen som kredsformand i de sidste seks år, hvor han samtidig har haft plads i CP Danmarks hovedbestyrelse. Han er kendt som en samlende person, der altid er klar til at rykke ud.

Som næstformand har han i de sidste to år desuden været en del af foreningens forretningsudvalg. Han har således et stort og indgående kendskab til arbejdet i CP Danmark – både centralt og lokalt.

Sidst opdateret:
Gå til top Top