Sportslejr på La Santa skabte sportsglæde med fokus på fællesskab
14. januar 2020

Sportslejr på La Santa skabte sportsglæde med fokus på fællesskab

Over syv dage i december var en gruppe deltagere, udfordrede af forskellige fysiske handicap, på en sportslejr på Club La Santa på Lanzarote. Her prøvede de i fællesskab kræfter med en bred palette af sportsgrene under sydens sol.

Deltagerne fra sportslejren.Den 13. december 2019 ankom de 18 deltagere på årets sportslejr til sportsresortet Club La Santa på Lanzarote. Målet med sportslejren er at få gode sportsoplevelser i et fællesskab med andre, og at deltagerne efter hjemkomsten til Danmark ønsker at fortsætte med at dyrke interessen for sport. Der var enorm stor interesse i at deltage i sportslejren, og med over 120 ansøgninger blev der udvalgt 18 deltagere.

Deltagerne har alle forskellige fysiske udfordringer, og gruppen bestod blandt andet af folk med cerebral parese, sclerose, rygmarvsskade, dværgvækst og benamputation. Deltagerne på sportslejren er udvalgt på baggrund af en række kriterier, hvoraf der har været fokus på, at deltagerne er udfordret af deres økonomi og bevægelseshandicap.

Grinet, heppet og trænet med et smil på læben

Særligt fællesskabet var i fokus på årets sportslejr gennem deltagernes forskellighed og åbenhed over for at prøve nye sportsgrene af. Sportslejrens teamleder, Torben Nygaard fra Parasport Danmark, fortæller følgende:

- Det lykkedes at samle en masse imødekommende mennesker, som alle havde mod på at prøve egne grænser af og være støttende over de andre deltagere. Det gjorde, at vi hurtigt oplevede, hvordan alle bød ind til fællesskabet, hvilket skabte en fantastisk stemning på hele turen. Der blev grinet, heppet og trænet med et smil på læben.

Deltagerne har alle forskellige udfordringer, men skulle deltage i de samme aktiviteter, og det var med til at skabe et stærkt sammenhold i gruppen. Hele ugen var der lagt fuldt program, så deltagerne kunne afprøve så meget forskellig sport som muligt. På programmet var der blandt andet svømning, kørestolsbasket og atletik. De mange forskellige sportsgrene har gjort plads til, at alle deltagerne kunne finde interessen for sport på deres egne præmisser. Torben Nygaard fortæller: 

- Det har helt sikkert givet blod på tanden for mange af deltagerne at mærke, at de kan være mere aktive end de var i forvejen. Udover masser af sportsoplevelser er jeg også sikker på, at mange har fået nogle personlige relationer, som vil være støttende i deres videre færd mod et mere aktivt liv.

Deltager med cerebral parese

Sanne Rasmussen med cerebral parese.Sanne Rasmussen er 33 år, bor i Aarhus, har mild cerebral parese og var med på sportslejren:

- Jeg søgte om en plads på sportslejren, fordi jeg synes, at det kunne være spændende at finde ud af, hvor meget jeg rent faktisk kan og måske finde ud af noget, som jeg kan fortsætte med derhjemme.

- Det gav et sammenhold på en anden måde, når man kom afsted med en gruppe, hvor man følte, at alle har samme udgangspunkt. Man ved, at alle kæmper med et eller andet, så det handler slet ikke om at være den bedste, det handler bare om at turde at prøve tingene af så godt som man nu kan, og så hjælper alle hinanden i stedet. Det var et helt unikt fællesskab.

- Særligt atletik og kørestolsbasket har været rigtig sjovt at prøve. Jeg tror også, at det for mig handler mere om, at man gør det i et fællesskab. Det var fedt at prøve en masse af, hvor man følte at alle var på lige fod. Det gjorde bare, at det hele føltes rigtig trygt.

Midler fra Bevica Fonden, Bevica Legater og Vanførefonden

Deltagerne kom afsted med fondsstøtte. Puljen ”Den gode oplevelse i et fællesskab med andre” er en fælles pulje for personlige legater, som er oprettet af Vanførefonden, Bevica Legater og Bevica Fonden.

Formålet med puljen er at give mennesker, der er udfordret af deres handicap og økonomi, mulighed for gode oplevelser sammen med andre. Den bærende tanke er, at vi alle bliver stærkere og får mere overskud og glæde gennem sociale fællesskaber.

Deltagerne på sportslejren varmer op.

Sidst opdateret:
Gå til top Top