CP INDBLIK: Fortjent hæder til racerunning
15. april 2020

CP INDBLIK: Fortjent hæder til racerunning

April-udgaven af CP INDBLIK hylder racerunning, der fik Helene Elsass Prisen 2020, og så sætter magasinet fokus på et svært emne, værgemål.

CP Indblik 2- 2020”Det er fuldstændigt enestående at opleve, hvordan selv svært fysisk handicappede, som i årevis - og i bogstavelig forstand – har været bundet til deres el-kørestol, pludselig får muligheden for selv at bevæge sig og for rent faktisk at motionere. Men ikke nok med det. Racerunning har også udviklet sig til en elitedisciplin – en konkurrencesport, hvor de, der har sat sig for at løbe 100 maratonløb eller konkurrere og løbe om kap med tiden eller hinanden, også kan være med og blive tilfredsstillet”.

Sådan skriver landsformand Lone Møller i sin leder, der hylder racerunning og tildelingen af Helene Elsass Prisen 2020.

En anden livsbekræftende historie er Lars Linds beretning om et alvorligt sygdomsforløb, der kunne være endt helt galt. Heldigvis gik det modsat, og Lars er nu tilbage – stærkere end før – med en optimistisk tro på fremtiden.

Optimisme er der også i Centerbørnehaven i København. Her har 2/3 af børnene cerebral parese, og de mødes hver morgen af dygtige medarbejdere samt masser af varme og tryghed. Læs om Centerbørnehaven og hør erfaringer fra to mødre.

Magasinets tema handler om et svært emne, nemlig værgemål. Hvad er egentlig op og ned på begreberne? Og hvordan er situationen, når en ung med svær CP nærmer sig de 18 år? Bliv klogere i CP INDBLIK, hvor du også kan finde 5 skarpe til den nye ungdomsformand (og nyt fra CP Ung), læse om CP-fodbold for kvinder, om foreningens kurser og om et mørkt kapitel af Danmarkshistorien, der nu skal undersøges.

Du finder – som altid – magasinet i din postkasse eller på cpdanmark.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top