CP Danmark tilbyder dans og bevægelse for alle
04. maj 2020

CP Danmark tilbyder dans og bevægelse for alle

Hver onsdag og fredag klokken 10 tilbyder CP Danmark mulighed for at komme i bevægelse med andre – selvom du måske føler dig isoleret derhjemme.

JanneCoronakrisen skaber desværre større isolation for mange med cerebral parese, og det kan være sværere at få rørt sig.

Men CP Danmark har startet et helt nyt tilbud, støttet af Elsass Fonden, med bevægelse, dans og fællesskab for mennesker med CP.

Tilbuddet går ud på at få rørt sig og være sammen med andre i et online-fællesskab.

Janne Weidinger Kristensen guider deltagerne, der får rørt sig gennem bevægelse og dans. Janne har siden 2013 lavet integreret dans sammen med Cath Borch Jensen, der har CP.

- Jeg underviser deltagerne ved at guide på en måde, hvor alle kan være med - alle bruger egne bevægelser, forklarer Janne.

Janne byder velkommen, og derefter begynder det langsomt med fokus på kroppen og på vejrtrækning. Så ryger tempoet lidt op, og der kan for eksempel komme rystedans og 1-2 sange med dans til. Det hele handler om bevægelse, gerne så pulsen kommer op.

- Jeg guider deltagerne bredt, så alle kan være med. Man kan sidde i kørestol, man kan også deltage liggende, og man kan være gående eller stående. Deltagerne kan få en fornemmelse af samhørighed med andre, der også er derhjemme, bag skærmen. De får mulighed for kropslig udfoldelse, at bevæge sig og få pulsen op. Det handler både om det fysiske og det psykiske, for det her giver glæde og nærvær, forklarer Janne Weidinger Kristensen, der har dansere med foran kameraet.

Det hele foregår online, hvor op til 20 deltagere kan deltage via tjenesten Zoom, hvor deltagerne kan se hinanden, og resten kan være med via Facebook, hvor man også bare kan se på, hvis man lige vil se, hvad det er for noget, inden man selv prøver.

Hold øje med CP Danmarks Facebook-side - www.facebook.com/cpdanmark.dk - og dans med onsdag og fredag klokken 10.

Sidst opdateret:
Gå til top Top