Nu bliver det nemmere at tilmelde sig Nota
13. august 2020

Nu bliver det nemmere at tilmelde sig Nota

Nota, der er nationalt bibliotek for mennesker med læsevanskeligheder, har fra 1. juli udvidet omfanget af elever, der kan indmeldes digitalt.

Udvidelsen betyder, at elever med diagnoser som cerebral parese, sklerose og ADHD slipper for papirblanketter og andre forsinkende led, når de skal tildeles adgang til Notas undervisningsmateriale.

Gennem Indmeldelsesportalen med brug af UNI-Login eller NemID er det nu muligt at melde sig direkte ind på hjemmesiden.

Der er tale om en markant administrativ lettelse, som kommer i kølvandet på stor succes med digital indmeldelse af ordblinde under Covid-19.

- Det er en vigtig udbygning af første digitaliseringsrunde, som gjaldt ordblinde. Det er en stor gruppe elever, som nu får hurtigere materialeadgang, og vi får samtidig lettet den administrative byrde for dem, der arbejder med elever med diagnoser, siger Notas økonomi- og kommunikationschef, Michael Karvø.

Et stort fremskridt

Nota indførte muligheden for digital indmeldelse for ordblinde i foråret 2019. Udvidelsen til at omfatte en lang række andre diagnoser end ordblindhed var planlagt fra start, men er blevet fremskyndet af Covid-19.

Diagnoser, som omfattes af den nye tilmelding, er blandt andre generelle-, specifikke- og gennemgribende udviklingsforstyrrelser, apopleksi (som følge af blodprop), cerebral parese, sklerose og hørehandicap.

Kort om NOTA

- Man kan blive medlem af Nota, når man har et dokumenteret læsehandicap
- Medlemskab er gratis
- Medlemmer af Nota har adgang til en stor mængde materiale, herunder e-bøger og lydbøger. Der produceres tillige forskellige former for specialmateriale til studie- og eksamensbrug

Se mere om mulighederne på www.nota.dk

Husk at du også kan finde CP Danmarks medlemsmagasin, CP INDBLIK, hos NOTA: Hent medlemsmagasinet CP INDBLIK som lydfil

Sidst opdateret:
Gå til top Top