Skoler og daginstitutioner genåbnes
14. april 2020

Skoler og daginstitutioner genåbnes

Samfundet skal langsomt og trinvist genåbnes, og regeringen har i den forbindelse besluttet, at daginstitutioner og skoler skal åbne her efter påske.

Alle daginstitutioner og skoler kommer ikke til at åbne samtidig og fra den 15. april. Det vil være forskelligt fra kommune til kommune og afhænge af, hvornår de enkelte institutioner og skoler er klar til at overholde de særlige smitteforebyggende foranstaltninger, som Sundhedsstyrelsen har meldt ud.

Der har desværre været en del usikkerhed om, hvem der skal møde i daginstitution og skole – både hvad angår børn og ansatte.

Myndigheder og forskellige ministre har været ude med udmeldinger og justeringer til tidligere udmeldinger. Det er selvfølgelig noget rod, som skaber forvirring og utryghed.

Men de vigtigste budskaber er efter vores opfattelse:

Er du i tvivl, så kontakt din egen læge – eller den læge du evt. er i et behandlingsforløb hos.

Hvorvidt du eller dit barn skal møde op i daginstitution eller skole, beror på en konkret individuel vurdering, som foretages i samråd med din læge.

Oversigt

Vi har forsøgt at samle op på de relevante udmeldinger og har lavet en oversigt over, hvad der gælder for åbningen af daginstitutioner og skoler:

- Børn og ansatte, som har symptomer på smitte med Covid-19, skal ikke møde op

- Børn fra hjem, hvor der er en smittet person i hjemmet, skal ikke møde op

- Børn og ansatte, som er i risikogruppen, skal være særlig opmærksom på at holde afstand og god håndhygiejne mv. Men de kan generelt godt møde på arbejde eller i daginstitution/skole

- Der er dog nogle i risikogruppen, som ikke bør møde op på arbejde, i daginstitution eller i skole. Det er desværre ikke tydeligt, hvilke personer i risikogruppen, der kan møde op, og hvem der bør blive hjemme. Børnelægerne (Dansk Pædiatrisk Selskab) har udarbejdet et notat om, hvilke børn med hvilke lidelser og diagnoser, der er i risikogruppen

- Det er altid en konkret individuel vurdering, hvorvidt barnet bør møde op i daginstitution eller skole. Denne individuelle vurdering foretages af egen læge eller den læge, barnet er i behandling hos

- Er du i tvivl, så ring og søg vejledning hos egen læge eller hos den læge, du eventuelt er i behandling hos. Det er lægen, der sammen med dig, vurderer om du selv eller dit barn er i en situation, hvor det er forsvarligt eller ikke forsvarligt at møde op

- Man kan også ringe til ledelsen i den konkrete daginstitution eller skole og søge vejledning her. Er daginstitutionen/skolen for eksempel i stand til at sikre de forholdsregler, som er nødvendige, før det er forsvarligt, at ens barn møder op?

- Bor man sammen med en person, som er i risikogruppen, kan man godt møde op i daginstitution eller skole

- Hvilke voksne, der er i risikogruppen i et sådan omfang, at de ikke bør møde på arbejde, er desværre uklart. Er du i tvivl, så kontakt din egen læge eller den læge, du eventuelt er i behandling hos

Det, der fremgår her, er det vi kender, som de officielle anbefalinger. Og de giver ikke svar på alt. Der er stadig gråzoner og usikkerheder.

Vi anbefaler, at du følger retningslinjerne. Er du utryg eller i tvivl, så kontakt din egen læge eller den behandlende læge. De kender dit sygdomsbillede, så de kan vejlede om, hvad der er rigtigt eller forkert i din konkrete situation.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer for genåbning af skolerne mv. kan læses her.

Dansk Pædiatrisk Selskabs notat om risikogrupper.

Hvilke foranstaltninger institutionerne og skolerne skal overholde, når de genåbner, kan du læse mere om her.

Sidst opdateret:
Gå til top Top