Krav om mundbind i den kollektive trafik og særlige anbefalinger til personer i øget risiko
17. august 2020

Krav om mundbind i den kollektive trafik og særlige anbefalinger til personer i øget risiko

Mundbind er fra den 22. august et krav for at køre med kollektiv trafik, dog vil visse persongrupper være undtaget bl.a. børn. Samtidig anbefaler Sundhedsstyrelsen, at personer i øget risiko for alvorligt forløb af COVID-19 bruger mundbind i alle situationer, hvor det ikke er muligt at holde den anbefalede afstand på to meter.

Der ses fortsat tegn på stigende og mere udbredt smitte med coronavirus i Danmark, derfor bliver der fra på lørdag den 22. august indført krav om brug af mundbind i kollektiv trafik døgnet rundt.

Nogle personer er dog undtaget for at bruge mundbind, det gælder:

- Børn op til 12 år behøver ikke bære mundbind.

- Personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet, skal ikke bære mundbind.

Mundbind skal fjernes, hvis bæreren får svære gener og ubehag, som f.eks. vejrtrækningsbesvær, kvælningsfornemmelser m.v. og mundbind kan fjernes, hvis man har brug for at spise eller drikke, indtage medicin, ved samtale med personer der mundaflæser osv. Mundbind kan ligeledes fjernes, hvis politiet skal foretage identifikation.

Mundbindet er et supplement til de generelle anbefalinger om god håndhygiejne, begrænsning af fysisk kontakt, hyppig rengøring både hjemme og på arbejdspladsen, og en opmærksomhed på at holde god afstand og vise hensyn til hinanden. Og det er vigtigt, at man ved mistanke om COVID-19 bliver hjemme og selvisolerer.

Anbefalinger til personer i øget risiko

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at personer i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19 holder mindst to meters afstand til mennesker, som de ikke deler husstand med eller er meget nære med, for eksempel børnebørn.

Det kan godt være svært, hvis man for eksempel går i forretninger, deltager i fejringer, familiesammenkomster, kulturbegivenheder, museumsbesøg eller er andre steder med mange mennesker.

I den kommende tid, hvor sæsonerne skifter, vil vi også rykker mere indendørs, og det øger risikoen for at det er svært at holde den ekstra afstand.

Personer i øget risiko er blandt andre personer med høj alder, personer der bor i plejebolig, personer der er overvægtige (BMI over 35), personer med visse kroniske sygdomme eller tilstande og personer uden fast bopæl.

Læs mere om mundbind og det nye krav hos: Sundhedsstyrelsen

Spørgsmål og svar om brug af mundbind

Sidst opdateret:
Gå til top Top