Kæmpe skuffelse at PL er udskudt til 2021
25. marts 2020

Kæmpe skuffelse at PL er udskudt til 2021

Sebastian Frederiksen er playmaker på landsholdet i kørestolsrugby og har i mange år drømt om at komme til De Paralympiske Lege. Nu må drømmen vente et år, fordi PL 2020 er blevet udskudt, og det er en kæmpe skuffelse, selvom han forstår beslutningen.

Sebastian Frederiksen.I august 2019 kvalificerede det danske landshold i kørestolsrugby sig for første gang til De Paralympiske Lege (PL), der skulle holdes i Tokyo i 2020.

Glæden var stor for holdets playmaker, Sebastian Frederiksen, der har cerebral parese og har drømt om PL, siden han begyndte at spille kørestolsrugby.

Og lige så stor var skuffelsen, da Sebastian tirsdag fik besked om, at PL bliver flyttet til 2021 pga. situationen med coronavirus.

- Det irriterer mig, og det er en mærkelig følelse. Jeg har nok ikke helt opfattet det endnu, siger den 26-årige spiller, der trods skuffelsen er helt enig i at udskyde PL.

- Jeg forstår godt beslutningen, det er det rigtige at gøre, det er der ingen tvivl om.

Men det ændrer ikke ved, at de seneste års plan, hvor PL var den store målsætning, nu skal ændres.

Sebastian har trænet fokuseret mod PL – på det seneste 1½-2 timer dagligt – og har ligesom flere af spillerne på holdet været i udlandet for at spille kørestolsrugby.

Sebastian var i november og i februar i Denver i Colorado i USA for at spille for den lokale klub, hvilket var en kæmpe oplevelse. Efter planen skulle han nu afsted for tredje gang, men det satte situationen med coronavirus en stopper for.

En ny situation

- Jeg har ikke trænet i dag (onsdag), og motivationen er blevet en del mindre. Det giver ikke mening at træne 100 procent lige nu, siger Sebastian, der ligesom resten af holdet nu skal overveje, hvordan det næste år skal skrues sammen frem mod PL 2021.

For Sebastians plan i år var at færdiggøre sin uddannelse, hvilket han gjorde for 1½ måned siden, arbejde lidt og satse stort på kørestolsrugby og PL. Men nu er situationen en anden for ham og for hans holdkammerater, der står med arbejde eller uddannelse, der skal tilpasses træningen mod PL.

- Fredag holder holdet Skype-møde - vores træner er fra USA - og jeg regner med, at vi snakker om ny strategi, og om alle er klar til 2021, siger Sebastian.

Hvis alle er klar næste år, kan der måske være en lille fordel i, at PL er udskudt, da corona-situationen i år har påvirket forberedelserne til PL i Tokyo. I 2021 bliver der forhåbentlig ingen afbrydelser og derfor fuld fokus frem til PL. Men derfor ville Sebastian Frederiksen alligevel hellere have været afsted i år.

Sidst opdateret:
Gå til top Top