CP Danmark får støtte til aktiviteter der skal bekæmpe ensomhed
05. august 2020

CP Danmark får støtte til aktiviteter der skal bekæmpe ensomhed

Regeringen har som opfølgning på coronakrisen iværksat en række programmer, som skal afbøde de værste konsekvenser af den samfundsmæssige nedlukning. Et af initiativerne er en pulje på 24 mio. kroner til mennesker med handicap.

Det er Danske Handicaporganisationer (DH), der administrerer puljen med 24 millioner kroner, der går under overskriften: En hverdag med stærke fællesskaber – DH’s indsats mod ensomhed.

21 mio. er afsat som en ansøgningspulje, hvor DH’s medlemsorganisationer har kunnet søge på aktiviteter rettet mod vores medlemmer. CP Danmark har søgt og fået støtte til tre initiativer:

Mere CP-TV

Vi har fået midler til at udvikle og videreføre CP-TV. CP-TV er et fællesskabskoncept for direkte TV via Facebook, som vi med succes har afprøvet og udviklet under coronakrisen - og som vi nu kan videreføre i resten af 2020 og 2021.

Opsøgende rådgivning

Vi har fået støtte til ansættelsen af en socialrådgiver til opsøgende rådgivning af de medlemmer, som isolerer sig efter coronakrisen. Vi ved, at mange af frygt for smitten har trukket sig helt tilbage og lukket sig inde. Vi har samtidig en formodning om, at det også er de medlemmer, som har færrest ressourcer til selv at søge hjælp i foreningen. Derfor skal vi kunne komme til dem. Den mulighed får vi ekstraordinært i resten af 2020 og 2021.

Lokale aktiviteter

Vi har fået midler til en række lokale projekter, som sætter fokus på kredsene og det lokale fællesskab. Kredsene har meldt ind med en række konkrete initiativer, som lokalt skal forebygge ensomhed og sikre vores medlemmer deltagelse i fællesskabet.

- Vi er enormt taknemmelige for opbakningen og støtten til vores projekter. Det giver os en kærkommen mulighed for at hjælpe vores medlemmer og alle med CP videre fra den svære situation, mange er havnet i. Tak til regeringen for pengene, og tak til DH for at kunne se potentialet i vores projekter, siger CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt, i en kommentar til bevillingen.

Der er i alt kommet 42 ansøgninger for i alt 27 mio. kroner. CP Danmark er bevilget ca. 1,7 millioner kroner.

Sidst opdateret:
Gå til top Top