Frank Dalhoff hyldet som æresmedlem
18. august 2020

Frank Dalhoff hyldet som æresmedlem

Over 30 års engageret indsats for foreningen og for mennesker uden verbalt sprog er baggrunden for, at Frank Dalhoff nu kan kalde sig æresmedlem af CP Danmark.

Frank DalhoffHan er god til at charmere sine omgivelser, hans livsenergi og -vilje er helt fantastisk og så er han et levende bevis på, at selv om man ikke har noget verbalt sprog, så kan man godt have temperament.

Det var nogle af de karakteristiske træk i de små taler om og for Frank Dalhoff, da han en lun sommeraften i sidste uge blev fejret af Kreds Nordsjællands bestyrelse.

Anledningen var, at han var blevet udnævnt som æresmedlem af CP Danmark den 20. juni af foreningens hovedbestyrelse.

En hæder, som tidligere kun er overgået en enkelt person, nu afdøde K.V. Larsen fra Fredericia der blev hædret i 2011.

Engageret indsats i mange år

Det var Kreds Nordsjælland, der havde indstillet Frank Dalhoff som æresmedlem for over 30 års engageret indsats for foreningen og for mennesker uden verbalt sprog. Sammen med rosende ord var der diplom og blomster fra foreningen og en flot Damaskdug fra kredsen, som blev overrakt til Frank ved det lille festarrangement, hvor der også blev serveret lidt godt at spise.

Selv kunne han ikke skjule sin store glæde over hæderen. I sin lille takketale, som hans hjælper læste op for ham, sagde han blandt andet:

Frank Dalhoff og bestyrelsen for Kreds Nordsjælland.- Det var med tårer i øjnene, at jeg erfarede, at I havde indstillet mig som æresmedlem. Jeg har lært meget af arbejdet i CP Danmark, og som alle ved, har jeg måske været lidt hård en gang imellem. Diplomat bliver jeg aldrig.

Altid til rådighed

Frank har gennem en menneskealder altid stået til rådighed for foreningen, om det har været i planlægningsgruppen, til et landsmøde eller et kunstværk til Hjerneugen, så har han bidraget og været en god garant for mennesker uden verbalt sprog.

Det gælder også hans arbejde i foreningen VIKOM og i ISAAC – både i Danmark og internationalt – hvor Frank i mange år satte sit præg på arbejdet til gavn for mennesker uden verbalt – eller kun ringe sprog.

Frank Dalhoff, der for nylig fyldte 67 år, har nu besluttet at drosle sit foreningsarbejde ned og i stedet koncentrere sig om at male og skrive digte, som han også er god til og har vist på flere udstillinger og udgivelser.

- Men selv om jeg nu er sovende suppleant i kredsen, så kan jeg godt vækkes, understregede han med et smil på læben.

Sidst opdateret:
Gå til top Top