Thomas Michael Arpe har cerebral parese (CP) og har mange års erfaring med at skabe projekter for mennesker med CP i Uganda. For nyligt var han i det afrikanske land og har skrevet denne beretning:
Jeg har været i Uganda med Rasmus Storgaard (frivillig, red.) på sidelinjen. Det vil sige over Skype. Det er lidt for hårdt for ham at rejse i Uganda. Det er også ved at være lidt hårdt for mig, det der med at komme ud og ind af biler. Men vi gør det, fordi vi brænder for vores organisation, UNAC, som vi har lavet igennem CP Danmark. UNAC er blevet stor på kort tid. Jeg tror, det er fordi, vi har CP, så de kan se nogle rollemodeller i os i stedet for en kontormus, der bare kommer ned og laver et projekt. UNAC har opnået meget på få år.
De har startet to børnehaver, så forældrene kan gå på arbejde uden at tænke på deres børn. Det vil sige, de har råd til at have deres børn. Der kommer mad på bordet hver dag. Jeg har også hjulpet dem med fysioterapi, og det har gavnet dem rigtig meget. Nu får de daglig træning af forældrene. Et af de store problemer er stadigvæk fædrene, der forlader familien. De tror, at mødrene kun kan føde børn med CP, fordi de er forheksede. Men det har UNAC også fokus på.
Vi skal være stolte af, at UNAC er nået så langt. De har deres egen bil, så de kan hente de hårdest ramte med CP. For det 
er sådan i Uganda, at når man tager en boda boda ( en motorcykel man sidder bagpå) rundt i Uganda, kan det være udfordrende, hvis man sidder i kørestol eller har svært ved at holde fast. Derfor kan det være svært for nogle med CP at deltage i UNACs aktiviteter som medlem. I Uganda har hver fjerde med et handicap, CP, så der ligger et stort arbejde foran dem. Jeg synes, de gør et godt stykke arbejde.
Et af deres projekter, som jeg ikke troede på ville give noget, men som alligevel har gjort det, er et kyllingeprojekt. Det er medlemmer, der passer kyllinger, indtil de er klar til at blive solgt og overskuddet går til UNAC. Det er et godt projekt, som vi danskere ikke troede på, så det viser, at UNAC gerne vil stå på egne ben. Men de har stadigvæk brug for hjælp, derfor er Rasmus og jeg gået med i et fællesprojekt med DHF og andre partnere.
Denne tur er arrangeret igennem DHF for at afslutte det gamle projekt, CP Danmark havde, og begynde på det nye, store fælles projekt, der går ud på at styrke hinanden og lære og bruge hinanden og lave nogle arrangementer sammen i stedet for at bekrige hinanden og kæmpe om hinandens medlemmer.
Men mine planer blev ændret. Dagen efter jeg ankom, lukkede det hele ned. Jeg overvejede at tage hjem igen, for alle mine møder blev aflyst på grund af corona. Men så røg jeg i tænkeboksen; jeg skulle have noget ud af mit besøg, og det fik jeg. Jeg lavede en video til CP Danmark, og jeg er selv tilfreds med den video. Det er en journalist fra Uganda, som har lavet den sammen med mig. Vi var ude at besøge to forældregrupper, der fortæller om, hvad de har fået ud af at være medlem af UNAC. Det er en meget rørende lille film. Derudover havde jeg møde med Christine, direktør for UNAC, hvor vi gennemgik det gamle projekt.
Det var meget lærerigt, jeg opdagede, hvor vigtig en brik, vi var i UNAC. Jeg havde også nogle hjælpemidler med til dem, nogle jeg havde fået fra Skejby Sygehus – dem blev de glade for. Derudover har jeg mødt en journalist, da jeg var i kirke. Han tog mig med ud på en radiostation, der hedder MAMA Radio. Det viser sig, at den er for handicappede og kvinder primært, og der er fri taletid i radioen. Det vil sige, man kan bare komme, hvis man har en god historie, så får man den i radioen. Journalisten lovede mig at gøre mere for mennesker med CP i Uganda.
Du kan se en video om Thomas' besøg i Uganda på YouTube.
