Australsk forsker i cerebral parese modtager pris
15. juni 2021

Australsk forsker i cerebral parese modtager pris

Professor Iona Novak fra Australien anses som førende inden for forskning i cerebral parese i hele verden. Hun anerkendes nu med Elsass Fondens forskningspris på en million kroner.

Iona Novak.Den australske professor Iona Novak har sat et markant aftryk på indsatsen for mennesker med cerebral parese (CP). Hun har især været bannerfører for at etablere en tidlig og vidensbaseret indsats for børn med CP i Australien. Hendes ambition er nu at udbrede den tilgang til resten af verden. Iona Novak har derfor modtaget Elsass Fondens forskningspris på en million kroner, som skal være med til at bane vejen for hendes videre forskning.

- Professor Novak er internationalt anerkendt for sit lederskab og forskning i evidensbaseret rehabilitering og tidlig intervention. Hun er af den højeste etiske kaliber, der har været iblandt topkandidaterne til Elsass Fondens forskningspris, og derfor er hun en oplagt prismodtager, siger professor Thomas Sinkjær, der er formand for udvælgelseskomitéen.

Prisen blev overrakt af Elsass Fondens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte ved en ceremoni i Elsass Fonden i Charlottenlund mandag den 14. juni 2021, og professor Iona Novak er taknemmelig for at modtage prisen.

- Prisen giver os mulighed for fortsat at forbedre kvaliteten af tilbud til mennesker med cerebral parese over hele verden, så de kan leve et fuldt liv og nå de mål, der betyder noget for dem, siger professor Novak og påpeger videre:

- Vores forskningsarbejde har været en stor teamindsats, og der er så mange mennesker at takke: Mennesker med cerebral parese, der var med til at prioritere forskningsmål, samarbejdspartnerne over hele verden, og Cerebral Palsy Alliance, som havde visionen om at indsamle penge og investere i forskere for at skabe og forme en mere håbfuld fremtid for mennesker med CP.

Oversættelse af viden til praksis

Professor Novak er forskningsleder på Cerebral Palsy Alliance Research Institute ved University of Sydney. Hun driver forskning med det formål at forbedre levevilkår for mennesker med CP.

- Hovedformålet med min forskning er at opdage, teste og oversætte nye behandlinger inden for prioriterede områder, der er identificeret af mennesker med cerebral parese, siger professor Novak og fortsætter:

- Jeg motiveres af ambitiøs og banebrydende forskning, der har stor effekt for mennesker med cerebral parese.

Ifølge professor Sinkjær er Iona Novak en internationalt anerkendt foregangskvinde på området – med en baggrund inden for ergoterapi, som er essensen af hendes arbejde.

- Professor Novak har selv klinisk erfaring, og hun er af samme årsag god til at få oversat viden om cerebral parese til praktikere. Hendes arbejde har inspireret en generation af klinikere og forskere til at implementere viden i praksis, siger han.

Thomas Sinkjær, H.K.H. Prinsesse Benedikte, Iona Novak og Nick Elsass.

Et fælles sprog

Professor Novak har udviklet systemet “Evidence Alert Traffic Light System”, som kan bruges i interventioner for børn med CP.

- Jeg har opfundet et evidensbaseret bedømmelsessystem med trafiklysfarvekoder for at hjælpe forældre, klinikere og beslutningstagere med at kunne skelne mellem ineffektive og effektive behandlinger for børn med CP. Systemet opsummerer effektiviteten af alle behandlinger på et kort, hvor man hurtigt kan sammenligne dem, fortæller hun.

Trafiklyset giver således et fælles sprog for forældre, klinikere, forskere og politikere, hvor grønt lys for eksempel signalerer, at en given intervention er effektiv og værd at afprøve. Gennem globale samarbejder er systemet blevet oversat til flere sprog og implementeret i klinisk praksis i 24 lande.

Knække koden til CP-mysteriet

Det er anden gang, at forskningsprisen bliver uddelt til en betydningsfuld CP-forsker. Ifølge Elsass Fondens formand, Nick Elsass, er det en særlig dag.

- Det er året, hvor grundlæggeren af fonden, Helene Elsass, blev født for 100 år siden. Samtidig kan bygningen, hvor prisuddelingen fandt sted, Uglemose, fejre sit 100-års jubilæum, siger han og fortsætter:

- Det er en stor dag, hvor vi kan hjælpe til med at støtte den forskning, som er så vigtig i vores bestræbelser på at øge livskvaliteten for mennesker med cerebral parese. Og årets prismodtager er en enestående forsker indenfor CP-området. Professor Iona Novak har den gnist og det drive, som skal til for at skabe fokus på og finde nye veje for at knække koden til CP-mysteriet.

Foto: Tommy Frost

Sidst opdateret:
Gå til top Top