MitID afløser NemID
25. juni 2021

MitID afløser NemID

I løbet af sommeren tester 7.000 danskere afløseren for NemID, der hedder MitID, og de første danskere får den nye løsning i august.

De første danskere vil fra august kunne få MitID, der afløser NemID, og som løbende rulles ud. Det forventes, at alle danskere er på til juni næste år.

Baggrunden for at indføre MitID er at gøre Danmark klar til fremtidens digitale udfordringer og muligheder.

MitID bliver godt beskyttet mod identitetstyveri, da du kan få besked både gennem MitID-appen, på SMS eller e-mail, hvis nogen for eksempel forsøger at logge ind med dit personlige MitID fra en ny enhed eller med en forkert adgangskode.

MitID kan bruges til alt det, vi tidligere har brugt NemID til, for eksempel at tjekke årsopgørelsen, kommunikere med det offentlige eller gå på netbanken.

Det betyder et farvel til NemID-nøglekortet og goddag til:

MitID app: MitID er først og fremmest en app til smartphone eller tablet. Med appen kan man med et swipe overføre penge eller logge ind på en digital selvbetjening.

MitID kodeviser: MitID kodeviser er et alternativ til dem, der ikke har mulighed for at bruge MitID app. MitID kodeviser er en lille elektronisk enhed, der viser en engangskode, som man indtaster, når man skal bruge MitID.

MitID kodeoplæser: MitID kodeoplæser er et alternativ til dem, der ser dårligt eller har et synshandicap. MitID kodeoplæser har en skærm, hvor koden vises - eller den kan læse koden højt. Der kan tilsluttes høretelefoner, så ingen andre kan høre med.

Hvad skal jeg gøre?

Du skal vente, indtil du får direkte besked via din netbank, mobilbank eller via digital post, om at du kan få MitID. I august lanceres en kampagne, der skal hjælpe alle godt i gang.

Har du brug for hjælp i overgangen fra NemID til MitID, skal du som hovedregel henvende dig til din bank – alternativt kan du ringe eller skrive til MitID Supporten (Det samlede Supporttilbud) eller gå til borgerservice.

Når du er kommet i gang med MitID, kan du få hjælpe i din bank eller i MitID Supporten.

Selvom du får MitID, skal du beholde NemID et stykke tid, fordi der kan være enkelte steder, hvor du stadig skal bruge NemID, indtil det er endeligt udfaset. Du får besked, når du ikke længere skal have NemID – enten af din bank eller af Digitaliseringsstyrelsen.

Du kan læse mere om MitID, som Danske Handicaporganisationer har givet input til, hos: Digitaliseringsstyrelsen

Sidst opdateret:
Gå til top Top