Pårørendedage indføres næste år
07. december 2021

Pårørendedage indføres næste år

CP Danmark og 26 andre organisationer har sendt et brev til Folketingets Beskæftigelsesudvalg og Ligestillingsudvalg samt en række ordførere om reglerne for pårørendedage, der indføres til næste år.

Pårørendes aktiviteter i forbindelse med deres rolle har i dag store konsekvenser for det enkelte menneske, arbejdsgiverne og samfundsøkonomisk. Til februar skal Folketinget tage stilling til et lovforslag om at indføre pårørendedage.

Forslaget udspringer af et EU-direktiv om balancen mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner. Direktivet pålægger EU-landene senest til august 2022 at tilrette lovgivningen, så pårørende får ret til at tage fri fra arbejde i mindst fem dage om året for at varetage deres rolle som pårørende.

Retten til pårørendedage kan blive en vigtig støtte for pårørende, som i dag mangler rettigheder på arbejdsmarkedet.

CP Danmark og 26 andre organisationer, der alle er en del af Pårørendeinitiativet, har sendt et brev til Folketingets Beskæftigelsesudvalg og Ligestillingsudvalg samt en række ordførere. I brevet anbefaler organisationerne at lovforslaget tager højde for:

- At pårørendedage kan afholdes, når én man er tæt på, har brug for hjælp, støtte og omsorg. Det kan fx være til planlagte konsultationer eller møder med myndigheder eller i akutte situationer.

- At der er fuld lønkompensation i forbindelse med brug af pårørendedage, og der ikke skal bruges ferie, flextid eller lignede til afholdelse af dem

- At pårørendedagene kan afvikles fleksibelt fx ved akut opstået situationer

- At den pårørende defineres bredt og fleksibelt, og at modtageren selv skal udpege sin nærmeste pårørende, hvis de er i stand til det.

- At pårørendedagene kan afholdes ud fra en tillidsbaseret tilgang i stil med barnets omsorgsdage og sygedage.

Du kan læse hele brevet her: Pårørendedage i henhold til EU-direktiv

Sidst opdateret:
Gå til top Top