Lokalpuljen booster CP Danmarks kredsaktiviteter
09. juli 2021

Lokalpuljen booster CP Danmarks kredsaktiviteter

CP Danmarks kredsforeninger har søgt og fået bevilget godt 500.000 kroner fra Lokalpuljen, som administreres af Danske Handicaporganisationer.

Lokalpuljen yder støtte til aktiviteter, der har til formål at styrke det lokale handicappolitiske arbejde. Det kan for eksempel være kurser, temadage, møder med lokalpolitikere og aktiviteter, der skaber synlighed om handicap i befolkningen.

- Jeg er utrolig glad og stolt over, at vores kredse i den grad har taget Lokalpuljen til sig. Vi har denne gang – og i øvrigt også ved de andre ansøgningsrunder – fået et utrolig vigtigt tilskud til vores aktiviteter i kredsene, siger CP Danmarks landsformand, Pia Allerslev, og fortsætter:

- Mest glad er jeg for bredden i ansøgningerne. Både denne gang og over tid så er det et meget stort udsnit af foreningens kredse, der har søgt – og der kommer hele tiden nye til. Det er enormt opløftende og har en enorm betydning for vores lokale arbejde.

Kredsene har søgt og fået støtte til mange forskellige typer af aktiviteter. Der er stort fokus på aktiviteter op mod kommunalvalget i november, oprustning omkring vores deltagelse i handicaprådene, foredragsarrangementer, men der er også søgt om og bevilget midler til sociale arrangementer.

Kredsene fik ved ansøgningsrunden i 2020 675.000 kroner til lokale projekter.

Ansøgerne til denne runde har fået besked fra Danske Handicaporganisationer, og der bliver en ny og noget mindre ansøgningsrunde med Lokalpuljen til efteråret.

Sidst opdateret:
Gå til top Top