Regeringen og et stort folketingsflertal vedtog i foråret 2020 en stor og meget kompleks reform af den økonomiske udligning mellem kommunerne. Men på handicapområdet kan reformen få dybe og uheldige konsekvenser.
Reformen giver nemlig kommunerne et stærkt økonomisk incitament til at holde borgere hjemme i kommunens egne botilbud frem for at vælge bedre og mere specialiserede tilbud uden for kommunen. Kommunerne kan i givne situationer spare helt op til 150.000 - 300.000 på at give borgeren et tilbud hjemme frem for et specialiseret tilbud i nabokommunen.
Penge i den størrelsesorden er adfærdsdefinerende - selv i en kommune. Derfor har CP Danmark sammen med en række andre organisationer på området skrevet et debatindlæg, for at få indenrigsminister Kaare Dybvad Bek og socialminister Astrid Krag til at rette op på sagen.
Debatindlægget kan læses på jyllands-posten.dk (hvis man er abonnent) eller herunder:
Debatindlæg af Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer, Betina Hagerup, direktør for markeder, Dansk Erhverv, Anni Sørensen, formand Lev, Jon Krog, branchedirektør, Selveje Danmark, Mogens Wiederholt, direktør, CP Danmark – Landsforeningen for cerebral parese, Charlotte Møller Pedersen, formand, FADD, Foreningen af Døgn og Dagtilbud for udsatte børn og unge, Susanne Olsen, landsformand, Dansk Handicap Forbund, Tue Byskov Bøtkjær, formand, Hjernesagen, Kathe Bjerggaard Johansen, formand, Landsforeningen Autisme, Morten Lorenzen, direktør, Hjerneskadeforeningen JP.dk den 7. juli 2021
Der er væsentlige fejl i udligningsreformen, og det er en bunden opgave at rette op på dem, hvis ikke de skal medføre dårligere hjælp til nogle af de allermest udsatte borgere i det her land, mener underskriverne bag indlægget.
Indenrigs- og boligministeren må have det som bygherren, der efter flere års besværligt og dyrt byggeri kigger på det færdige hus og må konstatere, at der er fejl i de skjulte installationer. Det er træls, men der skal gøres noget ved det, hvis ikke der skal opstå større og værre problemer i de kommende år.
Indenrigs- og boligministeren har ikke bygget huset, men han har arvet en udligningsreform, der bygger på tidligere aftaler, og som er kommet i stand efter flere års analysearbejde og tunge politiske forhandlinger. Dygtigt har hans forgænger manøvreret et forlig på plads, der kunne tilfredsstille kommuner og politiske fløje.
Derfor er det forståeligt, at appetitten på at genåbne reformen ikke er så stor. Problemet er blot, at der er problemer med de skjulte installationer i udligningsreformen. Fejl, som forværrer de tidligere, og som er så skjulte, at selv ikke embedsmændene opdagede dem, da reformen blev udformet. Først i sidste øjeblik gik det op for regeringen og forligspartierne, at afskaffelsen af det såkaldte betalingskommuneprincip i forbindelse med udligningsreformen ville få store konsekvenser for det i forvejen hårdt plagede specialiserede socialområde.
Ingen kan rigtig forklare, hvorfor man afskaffede betalingskommuneprincippet. Det nyligt afholdte samråd gav ingen nye svar, ud over et spagt forsøg på at forklare det med, at nogle kommuner vist snød før. Hvem der snød, hvor meget de snød, eller om de overhovedet snød, kan ingen rigtig svare på. Det ligner mere en efterrationalisering end et beslutningsgrundlag.
Normalt gælder der det princip, at hvis noget ikke kan forklares, ja, så kan det ikke forsvares. Det princip bør også gælde i forhold til udligningsreformen. For det er ikke småpenge, vi har at gøre med. I over 50 pct. af alle botilbudssager er udligningsgevinsten på over 150.000 kr. pr. borger om året, hvis en kommune beholder en borger inden for kommunegrænsen frem for at visitere til et mere specialiseret tilbud i en anden kommune.
For de 17 pct. dyreste sager er udligningsgevinsten fra 250.000 kr. til +300.000 kr. pr. borger pr. år. Beløb i den størrelsesorden er adfærdsdefinerende og til at tage og føle på for kommunale sagsbehandlere, der løbende bliver pålagt at effektivisere og spare på driften. Ikke mindst, fordi beløbet bliver til milliarder, når man ser på størrelsen af det samlede område.
Der er med andre ord væsentlige fejl på de indre installationer i udligningsreformen, og der er brug for at rette op på fejlene hurtigst muligt. Det er en bunden opgave, hvis ikke fejlene skal medføre yderligere afspecialisering og dårligere hjælp til nogle af de allermest udsatte borgere i det her land.
