Finanslovsforslaget er et lille skridt i den rigtige retning men langt fra i mål
31. august 2021

Finanslovsforslaget er et lille skridt i den rigtige retning men langt fra i mål

Regeringens forslag til en finanslov for 2022 blev præsenteret mandag, og CP Danmark mener, at forslaget til en finanslov for 2022 er et lille skridt i den rigtige retning, men langt fra i mål.

Mandag præsenterede finansministeren regeringens forslag til finanslov for 2022 – og det var langt fra det, vi havde håbet på. Forslaget indeholder 45 millioner kroner til udvikling og implementering af en specialeplan som opfølgning på evalueringen af handicapområdet, og så foreslår regeringen, at der afsættes 140 millioner kroner fra reserven (den gamle satspulje) til retssikkerhed.

- Det er rigtig positivt, at der øremærkes penge specifikt til en specialeplan. Det er vigtigt, fordi det anerkender behovet for en specialeplan og dermed anerkender, at der er et massivt behov for at styrke fagligheden på handicapområdet. En specialeplan er et skridt i retningen af at sætte faglighed før økonomi. Det glæder vi os over. Men 45 millioner kroner er langt fra tilstrækkeligt til at sikre den omfattende reform, der er behov for, siger CP Danmarks direktør, Mogens Wiederholt, i en kommentar til finanslovsforslaget.

Tåler ikke flere skuffelser

- Tilsvarende er vi selvfølgelig også glade for, at regeringen anerkender behovet for at rette op på handicappede borgeres retssikkerhed. Men det er helt misforstået at tro, at man kan løfte massive retssikkerhedsproblemer, som har udviklet sig over årtier, med projektpenge fra reserven. Det er ikke godt nok. Der er simpelthen brug for varige midler til blivende indsatser. Derfor skal pengene til retssikkerhed findes på finansloven, konstaterer Mogens Wiederholt og slutter:

- Nu er der kun at håbe på, at regeringens støttepartier vil stå fast og insistere på, at handicapområdet får det løft, som både socialminister Astrid Krag, et flertal i Folketinget og støttepartierne har lovet ved adskillige lejligheder over de seneste to år. Vi sætter vores lid til de kommende forhandlinger - handicapområdet tåler ikke flere skuffelser.

Du kan finde finanslovsforslaget her: fm.dk 

Sidst opdateret:
Gå til top Top