En sjov aften med god mad og spændende historier om Luther
02. november 2017

En sjov aften med god mad og spændende historier om Luther

Vær med til et sjovt, spændende og anderledes julearrangement, når Spastikerforeningens kreds 1-2 i anledning af 500 året for Martin Luther inviterer Til bords med den bramfri Luther.

Louise og Jacob Ørsted.Det bliver en aften med god mad og spændende historier om den karismatiske reformator, fortalt af sognepræst og forfatter Jacob Ørsted fra Flensborg. Det sker onsdag den 29. november kl. 17.30-20.00 i Værestedet, Christian Paulsens Vej 15, 2000 Frederiksberg.

Kredsforeningen inviterer, så det er helt gratis, blot skal du huske at tilmelde dig arrangementet senest den 15. november.

Til bords med Luther

Med dette foredrag inviterer Jacob Ørsted os til bords hos reformatoren Martin Luther. Hver aften sad 30-40 mennesker bænket, og enten talte med eller lyttede til reformatoren. Undervejs skrev de Luthers ord ned, som siden er samlet og kendt som Luthers bordtaler.

Foredragsholderens kone, Louise, har været i Wittenberg og undersøge, hvad Luthers kone Katarina von Boras den gang serverede af mad for sine mange gæster. Hun har fundet ud af, hvilke ingredienser man brugte på den tid, og hun laver en gryderet, som vi kommer til at smage.

Luther er bl.a. kendt for følgende citater:

”Jeg spiser, hvad jeg kan lide, og alt efter hvor store smerter det giver, hvad jeg kan!”
”Når man vil gifte sig, skal man ikke spørge til faren, men derimod til pigens mors rygte. For øl dufter i almindelighed som det fad, det kommer fra.”

Luthers tanker lever i dag

Luther talte om mange ting, blandt andet ægteskab, børn, undervisning, krig, død, staten og kirken. Og det interessante er, at mange af Luthers tanker for 500 år siden faktisk ligger til grund for den måde, vi tænker på i dag. Foredraget vil derfor også trække en tråd fra dengang til nu.

Da bordtalerne ikke fandtes på dansk, har Jacob Ørsted skrevet en bog om Luthers bordtaler. Bagerst i bogen finder man nogle af Louises opskrifter. Bogen kan i øvrigt købes i forbindelse med arrangementet.

Så der er virkelig lagt op til en sjov og spændende aften med god mad og Jacob Ørsteds morsomme og inspirerende udlægning af Luther.

Bindende tilmelding

Der er et begrænset antal pladser efter først til mølle-princippet – medlemmer fra Kreds København/Frederiksberg har fortrinsret, men medlemmer fra andre kredse kan tilmelde sig og komme med, hvis der er ledige pladser.

Tilmeld dig til Peder Stausholm på mail: pederstausholm@gmail.com – skriv ’Luther’ i emnefeltet og husk at skrive, hvor mange der kommer. Sidste tilmeldingsfrist er den 15. november og af hensyn til madlavningen er tilmeldingen bindende.

Sidst opdateret:
Gå til top Top