Ny forstander til Egmont Højskolen
08. december 2017

Ny forstander til Egmont Højskolen

Egmont Højskolens bestyrelse har besluttet at ansætte Søren Møllgaard Kristensen som afløser for Ole Lauth, der går på pension 1. oktober næste år.

Søren Møllgaard Kristensen er i dag forstander for Eriksminde Efterskole ved Odder og rykker således kun ganske få kilometer østpå med familien, når han flytter ind i højskolens forstanderbolig efter at det nuværende skoleår slutter.

Bestyrelsesformand Sonja Mikkelsen:

- Det har været en lang og grundig proces i ansættelsesudvalget på baggrund af mange kvalificerede ansøgere. Jeg er glad for, at det var et enigt udvalg, der indstillede ansættelsen af Søren Møllgaard Kristensen til bestyrelsen – en indstilling bestyrelsen har fulgt i enighed. Vi får en erfaren og kompetent leder kommende fra den frie skoleverden, som også højskolerne er en del af, og i bestyrelsen ser vi frem til at indlede samarbejdet med Søren.

Søren Møllgaard Kristensen:

- Lige siden jeg var på Egmont Højskolen for første gang for 16 år siden, har jeg vidst, at det var et helt særligt sted. Et sted hvor rummeligheden, tolerancen og solidariteten er i højsædet, og hvor man efterlever højskolernes hovedsigte livsoplysningen, den folkelige oplysning og den demokratiske dannelse på den mest naturlige og ærlige måde. Man er levende optaget af at danne og myndiggøre mennesker. Det taler lige ind i mine grundholdninger og i mit frie skolehjerte. Jeg glæder mig meget til at blive en del af Egmont Højskolens forunderlige verden.

Ole Lauth:

- Både min kone og jeg er meget glade for, at bestyrelsen har valgt ”Søren fra Eriksminde”. Med Søren får skolen her et højskolemenneske, rundet af de frie skolers grundtanker om livsoplysning og folkelig oplysning. Søren er et varmt og tænksomt menneske, som kan få mennesker på en skole til at fungere sammen. Det er et rigtig godt valg.

Søren Møllgaard Kristensen er uddannet lærer fra Aarhus Dag- og Aftenseminarium og også uddannet indenfor tømrer- og snedkerfaget. Søren har været forstander for Eriksminde Efterskole i 4 år. Inden var han lærer på efterskolen i en årrække. Søren Møllgaard Kristensen er 43 år, født og opvokset i Frederikshavn, gift og har tre børn i den skolepligtige alder.

Ansættelsesudvalget har haft deltagere fra højskolens bestyrelse, fra Hou Søsportscenters bestyrelse og fra ledelse og medarbejdere på højskolen. Som forstander for Egmont Højskolen overtager Søren Møllgaard Kristensen samtidig den ulønnede stilling som direktør for Hou Søsportscenter.

Sidst opdateret:
Gå til top Top