Ungdomsformanden mødtes med Mattias Tesfaye
30. marts 2017

Ungdomsformanden mødtes med Mattias Tesfaye

Formanden for CP Ung, Cæcilie Nisbeth, fik ”taletid” på politikeren Mattias Tesfayes Facebook-side, og det var der rigtig mange, der synes godt om.

Mattias Tesfaye”Jeg er spastiker (Cerebral Parese). Jeg bruger fem gange så mange kræfter på at bevæge mig. Derfor arbejder jeg kun 16 timer om ugen i mit fleksjob som kontorassistent. De sidste 21 timer får jeg en ydelse fra kommunen. Det fungerer fint. Men unge handicappede, kan ikke komme på nedsat tid under en erhvervsuddannelse. De SKAL arbejde 37 timer. Men hvorfor har vi egentlig ikke en fleks-erhvervsuddannelse ligesom vi har et fleksjob? Praktikperioden kan da bare forlænges, så vi samlet set når samme antal timer som de andre elever og lærlinge? Det kræver selvfølgelig, at kommunen vil hjælpe med en ydelse for "de tabte timer" til unge handicappede på erhvervsuddannelse. Men det er vel bedre end at betale kontanthjælp og førtidspension til folk? Jeg har nu bedt Mattias om at gå videre med vores forslag om en "fleks-erhvervsuddannelse". Masser af handicappede vil MEGET gerne bidrage til samfundet. Vi skal bare have lidt hjælp.”

Sådan skrev Cæcilie Nisbeth, formand for CP Ung, i denne uge på politikeren Mattias Tesfayes Facebook-side, efter at han havde besøgt Cæcilie på hendes arbejde for at høre nærmere om det generelle problem med, at erhvervsuddannelserne (EUD) ikke er særligt handicapvenlige. Opslaget på Facebook resulterede i 2.400 likes og 341 delinger.

Cæcilie Nisbeth.- Jeg synes, det var enormt spændende at snakke med Mattias. Han var enormt engageret og brændte for erhvervsuddannelserne. Det påvirkede ham meget, at bare fordi man har et handicap, så kan man ikke tage en erhvervsuddannelse. Den barriere må da løses. Han går videre med idéen til de andre ordførere for at se, hvordan man kan løse den udfordring. Det ville jo være smart, hvis man kunne lave noget á la fleksjob-ordningen, altså at man fik elevløn af arbejdsgiveren for den tid, man var på arbejdspladsen og så blev suppleret op med en eller anden ydelse, siger Cæcilie Nisbeth, der ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig, at historien ville nå så langt ud.

Du kan følge Cæcilie Nisbeth på Facebook og Twitter

Sidst opdateret:
Gå til top Top