Farver hjalp mig til at bruge et tastatur

Leif E. Larsen har perceptuelle vanskeligheder og har derfor svært ved at overskue et tastatur. For ham ser alle tasterne helt ens ud. Men brug af farver har hjulpet ham, og nu vil han gerne hjælpe andre.

Leif E. Larsen.Tekst: Leif E. Larsen · Foto: Benjamin Steengaard Rasmussen

Da jeg for mange år siden gik i skole og skulle lære at skrive på skrivemaskine, havde jeg flere vanskeligheder. Af motoriske grunde kunne jeg ikke skrive på skrivemaskine, så jeg fik aldrig lært 10-finger-systemet.

Da jeg heller ikke havde overblik over skrivemaskinens tastatur, blev jeg meget træt i hovedet, når jeg forsøgte, hvilket både undrede andre og mig selv. Var jeg mon dum, eller hvad var der galt med mig? Jeg opgav derfor at skrive på skrivemaskine og gik tilbage til at skrive i hånden.

Mange år senere var jeg på et huske/hukommelses-kursus hos magister Leif Hierwagen. Det hed "Det ikoniske talsystem" og var et kursus, hvor man skulle lære at huske tal ved at bruge farver. F.eks. kunne man så huske telefonnumre, hvilket jeg ikke kunne før. Men det var en stor succes for mig og alle de andre kursister.

Det undrede mig egentlig ikke, for farvesansen er en sans, vi altid har haft lige siden urtiden. Bogstaverne og tal er noget, vi har tillært os senere.

Inspireret af bygninger

En anden ting, der også har inspireret mig, er biografen Palads i København med alle dens farvesektioner. Senere er jeg også blevet meget inspireret af økosamfundet Dyssekilde i Torup, hvor hvert hus har sit eget særpræg med farver og former. Det gør det lettere at finde rundt i. Men det, der først og fremmest har inspireret mig, er vores eget Handicaporganisationernes Hus i Høje-Taastrup, hvor hver afdeling har sin egen stærke farve.

Jeg har som sagt perceptionsvanskeligheder og svært ved at finde rundt i byen eller i et hus, men jeg opdagede, at det her var lettere at finde rundt, end det var alle andre steder på grund af farverne. Så jeg tænkte, at når man kan bruge farverne til at finde rundt i et hus, så måtte man også kunne bruge farverne til at finde rundt på computertasterne.

Tastatur.Konstrueret et system

Jeg har derfor sammen med min veninde, Henni, der også har perceptionsvanskeligheder og svært ved at overskue et tastatur, konstrueret et farvesystem til vores computere. Efter vi har taget det i brug, er vores skrivehastighed mere end fordoblet, og vi er ikke nær så trætte i hovederne som før.

Midt i perioden, hvor jeg gik på et computerkursus på Kommunikationscentret i Hillerød, fik jeg mit farve-system på, og det hjalp gevaldigt. Det var godt, at jeg fik lov til at tage det i brug, for jeg tror ikke, at Henni og jeg er de eneste i hele verden - eller bare i Danmark - der ikke kan overskue et tastatur. Selvfølgelig ville det være godt, hvis det var tilfældet, men jeg tvivler.

Har du lyst til at prøve?

Hvis du også har problemer med at overskue et tastatur, er du velkommen til at kontakte mig. Jeg har lavet et kursusprogram på fem moduler, som jeg sender ud på mail. Måske kan du bruge det, i hvert fald er du velkommen til at prøve det. Kurset er gratis, du skal blot henvende dig til undertegnede:

Leif. E. Larsen, Solen 34, 3390 Hundested. Telefon: 47 98 81 71 - email: leifelarsen@dukamail.dk

Sidst opdateret:
Gå til top Top