Ny undersøgelse vækker bekymring: Ændringer i fysioterapi sker ofte uden faglig begrundelse
08. oktober 2026

Ændringer i fysioterapi sker ofte uden faglig begrundelse

En ny undersøgelse blandt mere end 4.000 mennesker med alvorlige sygdomme og handicap viser, at ændringer i den vederlagsfri fysioterapi ofte sker uden en faglig begrundelse.

Undersøgelsen er gennemført af 12 patient- og handicaporganisationer, heriblandt CP Danmark, og peger på en bekymrende udvikling. Næsten hver femte deltager har fået ændret sin fysioterapi i 2025. Blandt dem oplever 46 procent, at deres helbred er blevet forværret som følge af ændringerne.

Kun 15 procent angiver, at ændringen var baseret på en faglig vurdering, mens 40 procent peger på økonomiske hensyn som årsag.

Undersøgelsen viser også, at nogle bliver flyttet fra individuel behandling til holdtræning, at flere i højere grad forventes at selvtræne, og at nogle oplever pauser i deres behandlingsforløb.

For mange mennesker med CP og andre kroniske sygdomme er fysioterapi afgørende for at bevare funktionsevne, selvstændighed og livskvalitet. Derfor opfordrer de 12 organisationer kommuner, regioner og Danske Fysioterapeuter til at sikre, at ændringer i lægeordinerede behandlingsforløb altid bygger på faglige vurderinger og den enkeltes behov.

Læs mere

 

Sidst opdateret:
Gå til top Top