MAGASINARTIKEL
AF LINE MCMONAGLE | FOTO: COLOURBOX.DK
Som studerende med handicap kan du have brug for forskellig hjælp for at kunne gennemføre din uddannelse på lige fod med andre. Derfor har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk støtte (SPS).
Hvem kan få SPS?
For at få støtten skal du være optaget på en Forberedende grunduddannelse (FGU), en ungdomsuddannelse, en voksen- og efteruddannelse (VEU) eller en videregående uddannelse. Derudover skal du have en funktionsnedsættelse i en sådan grad, at du har brug for støtte for at kunne gennemføre uddannelsen.
Hvilken støtte kan jeg få?
SPS kan være mange forskellige ting og afhænger blandt andet af, hvilken uddannelse du går på, og hvordan din cerebrale parese (CP) påvirker dine muligheder for at studere. Det kan blandt andet indebære:
- Faglig støtte til planlægning, struktur, læsning eller opgaveskrivning.
- Sekretærhjælp til at tage noter, hvis det er svært at skrive, mens undervisningen foregår.
- Hjælpemidler såsom diktafon, særligt it-udstyr eller ergonomisk kontorstol.
- Personlig assistance i undervisningssituationer og til at komme rundt.
Hvordan søger jeg?
Det er dit uddannelsessted, der søger om SPS til dig hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Du skal derfor kontakte den SPS-ansvarlige på skolen, hvis du mener, du har brug for støtte. Det er bedst at søge, lige så snart du er optaget på uddannelsen, for det kan godt tage noget tid at få sagen behandlet.
Du kan også søge SPS undervejs i uddannelsen, hvis dit behov ændrer sig, eller hvis du først senere bliver opmærksom på, at du har brug for støtte.
Når du søger om støtten, skal du have dokumentation med til den SPS-ansvarlige på din uddannelse allerede ved jeres første samtale.
Det kan for eksempel være:
- en udtalelse fra din egen læge
- en erklæring fra en speciallæge
- journalnotater fra hospitalet
Har du fået lavet en neuropsykologisk vurdering, kan den også bruges som supplement, men det er ikke et krav.
Når STUK har behandlet ansøgningen, sender de svar til dit uddannelsessted og til dig i din e-Boks.
Hvad hvis jeg får afslag?
Får du afslag på din SPS‑ansøgning, har du mulighed for at klage. Det skal ske senest fire uger efter, at du har fået afgørelsen.
Klagen skal sendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Du kan selv sende den fra borger.dk, men du kan også få hjælp af den SPS‑ansvarlige på din uddannelse.
Hvis STUK fastholder afslaget, går klagen videre til Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, som træffer den endelige afgørelse.
Det er vigtigt, at du klager inden for fristen, også selvom du mangler ekstra dokumentation, for eksempel fra en speciallæge. Så kan du skrive i klagen, at der kommer mere dokumentation senere.
Hvordan fungerer SPS ved eksamen?
Har du fået praktisk hjælp eller sekretærhjælp som en del af din SPS, kan støtten ofte også bruges til eksamen. Dog må hjælpen kun være praktisk. Det betyder, at personen, der hjælper dig, for eksempel gerne må skrive det, du siger, eller hjælpe med computer eller teknisk udstyr.
Personen må derimod ikke hjælpe fagligt ved at forklare opgaven, foreslå formuleringer, hjælpe med indhold og svar eller lignende.
Inden eksamen skal du altid aftale med dit uddannelsessted, præcis hvilken hjælp, du må have med.
Har du brug for særlige vilkår til eksamen såsom ekstra tid, pauser eller særlige rammer, skal du søge om det særskilt. Det er dit uddannelsessted, der beslutter, om det kan bevilges, og det er ikke en del af den specialpædagogiske støtte.
Hvad med studietur, praktik og udlandsophold?
Har din uddannelse obligatoriske studieture med fagligt indhold, kan du tage din SPS med. Du kan få støtte på samme niveau, som du normalt får i undervisningen.
Skolen kan søge om at få dækket udgifter til, at en hjælper kan komme med på studieturen, for eksempel transport, hotel og entrébilletter.
Går du på en erhvervsuddannelse, professionsuddannelse eller anden uddannelse, hvor du skal i praktik, kan du til praktikken søge om de samme støtteformer, som du har behov for på dit uddannelsessted.
Skal du til udlandet i praktik eller på studieophold, kan SPS gives på et niveau svarende til det, du ville få i Danmark.
Næste skridt
Er du i målgruppen for SPS, håber vi i CP Danmark, at du nu er hjulpet godt på vej til at søge om støtten. Har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte vores rådgivning – se kontaktinfo i boksen til øverst til højre.
Fakta
Brug for rådgivning?
Har du spørgsmål om Specialpædagogisk støtte eller andet til CP Danmarks rådgivning, er du velkommen til at kontakte:
- CP Danmarks socialfaglige rådgivning (Line McMonagle og Sia Buggeskov) på tlf. 38 14 88 98 inden for åbningstiderne: Tirsdage kl. 14.30-18, torsdage kl. 8-11.30 og fredage kl. 9-12.
- Psykolog Klaus Christensen på tlf. 38 88 45 95 i åbningstiderne: Tirsdage og onsdage kl. 9-12.