TEMA | REJSER
MAGASINARTIKEL
AF NIELS SCHEEL, FAR TIL DATTER MED CP | PRIVATFOTO
Som forælder til et barn med et handicap tænker man ofte, at der er meget, man ikke bare lige kan gøre. Det gør jeg i hvert fald. Udfordringerne er såmænd også til at få øje på: Behov for hjælpemidler, vigtigheden af adgang til medicin, hensyn til regelmæssige pauser, nødvendige rutiner, vanskeligheder med kommunikation…
Men nogle gange skal man bare lade som ingenting, lukke øjnene og springe ud i det.
Forberedt på udfordringer
I maj 2025 pakkede min kone og jeg taskerne og fløj til Island med vores tre børn på henholdsvis syv, fire og et halvt år, børnenes morfar og deres oldemor på 94 år. Bevæbnede med to Land Cruisere årgang 1998, to bæreseler til de yngste og en bærestol til vores ældste datter, havde vi et håb om at komme ud i den fantastiske islandske natur.
Da vi rejste fra Danmark, var vi dog helt afklarede omkring, at det ikke nødvendigvis ville blive muligt. Vores ældste datter har cerebral parese (CP) og er udfordret både motorisk og kognitivt. De motoriske udfordringer gør, at hun skal have hjælp til at bevæge sig i det fri, og det kognitive påvirker blandt andet hendes evner til at kommunikere, hendes tålmodighed og koncentration. Samtidig er det altid uvist, hvad der sker, når man rejser med tre små børn – uanset om de har særlige udfordringer eller ej.
Vulkaner og vandfald
Ved at forberede os hjemmefra havde vi forsøgt at skabe det bedste udgangspunkt for turen. Ruten var planlagt, og der var indlagt både pauser og mulighed for hviledage i programmet for at tage hensyn til, at vores datter ikke skulle blive udtrættet som følge af sin CP. Vi havde også testet vores udstyr på gåture derhjemme, så vi var sikre på, at det kunne bruges.
Måske var det på grund af den grundige forberedelse, at meget på turen gik nemmere, end vi havde regnet med. For hold nu op hvor havde vi en fantastisk tur. Vi oplevede langt det meste af det, vi kunne ønske os. Med børnene på ryggen vandrede vi på vulkaner, gennem storslåede landskaber og til imponerende vandfald. Vi badede også i varme kilder og oplevede i det hele taget meget af det, Island har at byde på.
Små tilpasninger muliggjorde drømmerejsen
Er det udfordrende at rejse med et barn med et handicap? Svaret var helt klart ja i vores tilfælde. Men det betyder ikke, at man skal lade være. Vores datter har heldigvis en alder, hvor jeg med de rette hjælpemidler stadig kan bære hende over længere afstande. Med få simple modifikationer af hendes bærestol var vi klar. På det tidspunkt vejede hun omtrent 24 kilo, og jeg bar hende på ryggen sammen med lettere oppakning. Når koncentrationen ikke var helt i top, kunne det være ret så livlige kilo at have på ryggen, men det var bekræftende at opleve noget sammen – og ikke lade sig begrænse af udfordringer.
Ved et enkelt af de mange flotte vandfald, vendte min datter og jeg hurtigt om igen, fordi hendes koncentration ikke var der, og en enkelt dag blev hun hjemme i lejligheden sammen med oldemor for at slappe af. Ved at dele os op efter behov, fik vi alle tilpas med oplevelser – også den dag.
High fives og fighterånd
På turen erfarede vi som forældre, at vi nogle gange bare måtte tage en dyb indånding, når noget var svært, eller tørre sveden af panden, når noget var tungt – og uddele en masse high fives, når vi havde nået vores mål.
Vi fandt ud af, at vi kan meget, hvis vi både vil og tager os den nødvendige tid. Særligt når hele familien stempler ind på alle præmisser. Vores ældste datter er en rigtig fighter. Når tålmodigheden i bærestolen var ved at slippe op, var hun med på at fortsætte lidt længere, når jeg småløb lidt eller sang sammen med hende. Når vi så nåede frem til vores mål, var hun i fantastisk humør. Og hun gik selv, hvor hun kunne og havde energien til det.
Ekstra hænder
Både morfar og oldemor var en uvurderlig hjælp på turen. De var det nødvendige ekstra sæt hænder – morfar bag rattet og med den yngste i bæresele efter behov – og oldemor som selskab for vores ældste datter på hendes hviledag – blandt andre opgaver.
Vi fandt også ud af, at ikke alle oplevelser krævede lange vandreture med børn i bærestol og bæresele. Meget af Islands smukke natur fik vi forærende på vores køreture gennem landskabet.
Turen har helt sikkert givet os mod på at rejse som familie og udforske flotte naturområder igen en anden gang – selvom der nok skal andre løsninger til end en bærestol, når vores datter bliver ældre.

Artiklen er bragt i magasinet CP INDBLIK nr. 2 2026